Så mange danskere snyder med forsikringen
26 procent af danskerne har omgået reglerne i en forsikringssag. Men selv mild svindel kan få store konsekvenser for dig selv og andre.
Har du prøvet at få din cykel stjålet og efterfølgende følt dig fristet til at angive købsprisen et par hundrede kroner højere, da du skulle melde det til forsikringen?
I så fald er du ikke den eneste. 26 procent af danskerne har en eller flere gange snydt med deres forsikring, viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Forsikring & Pension.
– Forsikringssvindel er strafbart og uetisk, men det er ikke alt sammen noget, der har et omfang og en alvorlighed, der gør, at det får en strafferetlig følge, siger Thomas Brenøe, der er vicedirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension.
De hyppigste brud på reglerne er at være fast bruger af en bil, som er forsikret i forældrenes navn. Det har 13 procent af danskerne gjort.
Syv procent har givet forsikringsselskabet en anden forklaring, end hvad der reelt skete, da skaden indtraf – for eksempel at cyklen var låst, da den blev stjålet, selv om det ikke var tilfældet.
Tre procent har skrevet ekstra på anmeldelsen.
Men selv om sandsynligheden for at få en straffesag på nakken er lille, skal du være opmærksom på, at du sagtens kan komme i klemme alligevel.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand laver man for eksempel løbende stikprøver blandt både små og store klagesager.
– Det er vigtigt at få stoppet de små svindelnumre, for hvis man som almindelig kunde først har oplevet, at det var nemt at snyde, kan man godt blive fristet til at skrue lidt op for snyderiet næste gang, siger Brian Egested, der er afdelingschef i Alm. Brand.
Kan opsige forsikring
Bliver du opdaget i at snyde, kan forsikringsselskabet opsige din forsikring, og du vil få svært ved at blive lukket ind hos et andet selskab.
Det skete eksempelvis for en kunde hos Alm. Brand, som var cykelmotionist og fik lavet skader på sin cykel. Efter en snak med vennerne kom han frem til, at han bare kunne sige til forsikringsselskabet, at den var blevet stjålet.
I mellemtiden blev han dog udtaget til en stikprøve, hvor han blev spurgt ind til forløbet, og her virkede hans forklaring ikke overbevisende, og i sidste ende gik han til bekendelse. Episoden kostede ham forsikringen.
Men de små snyderier går også ud over den pris, som de andre medlemmer i forsikringsselskabet skal betale for deres forsikringer.
– Hver gang man tager noget fra et forsikringsselskab, som man ikke har ret til, er man med til at drive præmien i vejret, som skal afholdes af alle de andre kunder, forklarer Henrik Bundgaard, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Codan.
I 2018 blev der opdaget 5279 tilfælde af forsikringssvindel til en værdi af mere end 800 millioner kroner.
I galleriet her over artiklen kan du læse eksempler på danskeres forsøg på forsikringssvindel, der er dybt forunderlige.