Så mange danskere er klar til at trodse rejseadvarsler
Udenrigsministeriet fraråder rejser til langt de fleste lande, men det er en del danskere klar til at trodse.
Næsten hver tiende dansker udelukker ikke, at de kan finde på at tage på sommerferie til et af de lande, som Udenrigsministeriet ellers fraråder at rejse til.
Det viser en måling, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskaberne Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.
Målingen er foretaget blandt 1001 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
Ni procent svarer, at de i løbet af sommeren 2020 godt kan finde på at rejse til et land, som Udenrigsministeriet af frygt for smitte med coronavirus fraråder ikke-nødvendige rejser til.
For seks procents vedkommende er det dog kun lande inden for EU, de kan finde på at rejse til.
Blot vejledende
Rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet er – som navnet antyder – blot vejledninger. Det er ikke ensbetydende med, at man som dansker ikke må rejse til de lande, vejledningerne angår.
Rejsevejledningerne kan dog have en effekt på, om rejseforsikringer dækker.
Fra den 15. juni kan danske turister rejse til Tyskland, Island og Norge, uden at man skal gå i 14 dages karantæne, når man vender retur. Alle andre lande rådes danskere stadig ikke at rejse til.
Omvendt kan fastboende i de tre lande også rejse ind i Danmark fra den 15. juni, hvis de kan påvise, at de har booket overnatninger i minimum seks dage i Danmark.
EU anbefaler åbne grænser
EU-Kommissionen har anbefalet, at alle EU-lande åbner grænserne fra mandag.
Den anbefaling bliver fulgt i mange EU-lande, men ikke i Danmark, hvor regeringen fastholder en mere restriktiv linje.
Regeringen er også under pres fra partier i Folketinget, som ønsker, at grænserestriktionerne bliver lempet yderligere.
Venstre forstår ikke logikken bag den forsigtige grænseåbning, og De Radikale mener, at Danmark trygt kan følge EU-Kommissionens anbefaling.
Også Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige taler om yderligere grænseåbning og efterlyser nye rejsevejledninger.