Så mange børn er afhængige af computerspil

Det er især drengene, der bruger for meget tid på at spille computerspil. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En stor andel af danske børn bruger mere end fire timer dagligt foran skærmen, hvilket kan gå ud over skolen. Nu tilbydes de gratis hjælp.

Børn og unge, der er så afhængige af at spile computer, at de ikke selv kan styre antallet af timer foran skærmen, får snart mulighed for at modtage gratis behandling for deres afhængighed.

I samarbejde med Trygfonden lancerer behandlingsinstitutionen Frederiksberg Centeret til november Danmarks første gratis behandlingstilbud for børn og unge, hvor den virtuelle verden har taget overhånd i forhold til den virkelige.

Det skriver Berlingske.

– Det handler om at komme i dialog med de unge – at snakke om hvad spillene giver dem. Målet er ikke, at de skal slukke for computerspillene uanset hvad. I stedet handler det om at skabe en balance mellem det at spille computerspil og få en normal hverdag, siger psykolog Trine Majewicz til avisen.

Hun er en af behandlerne bag det nye tilbud.

Et drengeproblem

Problemet med et overdrevet brug af computerspil er særligt stort blandt drenge. I aldersgruppen 11-15 år bruger hver tredje dreng mere end fire timer hver dag foran skærmen i hverdagene.

I weekenden er det over halvdelen, viser Skolebørnsundersøgelsen fra 2014.

Derudover viser den seneste Pisa-undersøgelse, at elever, der bruger flere end fire timer om dagen på computerspil, i gennemsnit får de laveste karakterer i skolen.

Hos Medierådet byder man det nye tilbud velkommen, men formand Anne Mette Thorhauge, der er medieforsker ved Københavns Universitet, understreger, at problemet i lige så høj grad gælder andre medier som film, tv og sociale medier.

Derfor skal forbruget af computerspil ses i et større billede, mener hun. Et billede, der måske dækker over børn og unges mistrivsel.

– Spørgsmålet er, om der er tale om afhængighed eller noget andet. Heldigvis går psykologer ofte til problematikken som en helhed frem for en spilafhængighed. Det handler i højere grad om, hvad det er for strategier og problemer i hverdagen, det er udtryk for, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS