Så mange biler kalder VW tilbage

Volkswagen skal nu tilbagekalde millionvis af biler. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Med armen vredet rundt på ryggen af de tyske myndigheder vil tyske Volkswagen tilbagekalde millioner af biler. Ikke færre end 8,5 millioner folkevogne rundt om i EU vil fra januar sætte kursen mod  VW-værkstederne for at få justeret de ulovligt fiksede dielselmotorer.

Den historisk omfattende tilbagekaldelse kom sent torsdag, efter at det tyske bilsyn, KBA, tidligere på dagen havde krævet obligatorisk tilbagekaldelse af 2,4 millioner VW-modeller på tyske plader.

Det tyske krav udløste derefter en tilsvarende aktion på EU-niveau. Det obligatoriske værkstedsbesøg omfatter en tredjedel af alle de biler, VW har leveret i EU siden 2009, og er den mest omfattende aktion siden de nuværende regler blev indført for snart 20 år siden.

»KBAs beslutning giver mulighed for en fælles og koordineret aktion i alle EU-lande. Sådan en ensartet procedure er i den europæiske ånd og i kundernes interesse,« lød det fra den nye VW-topchef Matthias Müller i et skriftlig svar til den tyske transportminister Alexander Dobrint.

Powered by Labrador CMS