Så mange bakker op om regeringens coronakurs

86,3 procent af befolkningen mener, regeringen har gjort det, der skal til, for at håndtere coronaudbruddet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et stort flertal af danskerne mener, at regeringen har gjort det nødvendige i forbindelse med håndteringen af coronavirus.

Det viser en undersøgelse fra Voxmeter, der har spurgt 1558 repræsentativt udvalgte danskere i denne uge.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Her svarer 86,3 procent af deltagerne, at “regeringen har gjort det, der skal til” – altså hverken for meget eller for lidt.

Regeringen har blandt andet lukket skoler og daginstitutioner, forbudt forsamlinger på flere end ti personer og lukket landets grænser.

Mange ansatte i det offentlige og private er sendt hjem. Og en lang række forretninger, såsom barer, frisører og tatovører, er blevet lukket.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at det er overraskende, at befolkningens opbakning er så stor.

– Det er et udtryk for, at danskerne føler, de bliver ordentlig inddraget og får ordentlig information med de mange pressemøder, der har været undervejs. Det tror jeg, har været med til at øge tilliden, uanset at der har været en del strategiskift undervejs, siger Hans Engell.

Skulderklap til folkestyret

Han kalder det et skulderklap til det danske folkestyre, da retningen ofte er blevet sat af et enigt Folketing.

Syv procent i målingen mener dog, at tiltagene, som regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har taget, har været for ekstreme. De svarer, at “regeringen har gjort for meget”.

Hans Engell havde troet, at lidt flere ville være kritiske, men han er ikke overrasket.

– Herhjemme har det også været formuleret, at man skal passe på med, at helbredelseskuren ikke bliver mere skadelig end selve sygdommen. Der vil være nogle, der har det synspunkt, siger Hans Engell.

– Ligesom der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det har været nødvendigt at lukke samfundet og grænserne, siger han.

Godt 80 procent af danskerne svarer samtidig, at de overvejende har tillid til regeringens håndtering af situationen. Her er der en statistisk usikkerhed 4,21 procentpoint.

Hans Engell vurderer, at den store tillid er godt for regeringen, specielt når der skal tages en række vigtige beslutninger efter påske.

I mandags viste en meningsmåling fra Voxmeter samtidig, at 31,5 procent af vælgerne ville stemme på regeringspartiet Socialdemokratiet, hvis der skulle holdes folketingsvalg. Alene i marts, hvor coronakrisen for alvor har ramt Danmark, er regeringspartiet steget 4,7 procentpoint.

Så længe overlever covid-19 på overflader

– Der er begrænset viden om, præcis hvor længe covid-19 kan overleve på overflader.

– WHO og Sundhedsstyrelsen vurderer, at coronavirus kan overleve mellem et par timer og op til tre døgn på en overflade udenfor kroppen.

– Et nyt amerikansk studie har konkret kigget nærmere på covid-19. Undersøgelsen er endnu ikke endeligt valideret, men her lyder konklusionen, at covid-19 kan overleve 24 timer på eksempelvis pap.

– På overflader af plastik og rustfri stål kunne covid-19 derimod overleve op mod tre døgn.

– Ud fra et forsigtighedsprincip skal der altså gå mere end tre døgn, før eventuelle vira er døde.

Kilder: WHO, University of California, Sundhedsstyrelsen, Ritzau.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan coronalovene for nyligt blev strammet.

Powered by Labrador CMS