Så lykkedes det endelig: 23-årig mand anholdt for grufulde voldtægtsforsøg
Synes du, det lyder som en gentagelse? Det er det også.
Hvis du, når du læser nedenstående, klør dig lidt i panden og tænker “det her har jeg da læst før”, så er det fordi, du til dels har ganske ret. Der er næsten tale om en gentagelse.
For anden gang på kort tid er det nemlig lykkedes for Københavns Vestegns Politi at anholde en 23-årig mand for to voldsomme voldtægtsforsøg i Hvidovre. Første gang anholdtes en forkert.
– Politiet har sat store ressourcer ind på at finde den 23-årige, og jeg er meget tilfreds med, at det nu er sket. At vi i fredags anholdt den forkerte person, er dybt beklageligt og jeg er glad for, at den rigtige mistænkte nu befinder sig på Politigården i Albertslund, siger politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi i nok en pressemeddelelse.
100 procent sikre
Fredag meldte politiet ud – efter en offentlig efterlysning – at der ikke kunne være tvivl om, at den rigtige mistænkte var blevet anholdt. Derfor blev der bestilt grundlovsforhør ved Retten i Glostrup og hele maskineriet sat i sving. Senere samme dag måtte politiet krybe til korset og indrømme, der var tale om en fejl.
Den anholdte var ikke den formodede gerningsmand, men derimod et nærtstående familiemedlem til ham. Dermed var den rigtige mistænkte – en 23-årig herboende rumæner – fortsat på fri fod, men han er mandag anholdt et sted i Københavns nordvest-kvarter.
For at undgå yderligere misforståelser har politiet denne gang hurtigt sikret sig, at der er tale om den rigtige mistænkte.
Fingeraftryk af manden har fastslået med 100 procents sikkerhed, at der er tale om den 23-årige rumæner og ikke endnu et familiemedlem.
Voldsomme voldtægtsforsøg
Det første overfald skete mod en 78-årig kvinde på Lille Friheden i Hvidovre tidligt om morgenen 22. januar. Det lykkedes gerningsmanden at komme ind i kvindens lejlighed, da hun troede, der var tale om hjemmeplejen. Manden bad først om et glas vand på engelsk, men forsøgte herefter at flå tøjet af den 78-årige, men kvinden satte sig til modværge, og manden opgav sit forehavende og flygtede.
Andet voldtægtsforsøg foregik på samme måde på Rebæk Søpark i Hvidovre den 29. januar klokken cirka 06.40, men det tiltænkte offer var i stedet en ung kvinde. Da den 23-årige åbnede sin dør på klem, maste gerningsmanden sig ind og tvang kvinden over på hendes seng. Hun råbte om hjælp, hvilket blev hørt af hendes nabo, der forsøgte at komme ind i lejligheden. Det fik gerningsmanden til at opgive sit forehavende og flygte.
Ved overfaldene lykkedes det politiet at få overvågningsbilleder af manden. Disse blev offentliggjort torsdag – og har nu (igen) givet pote.