Så let er det at få den billigste benzin

Benzinpriserne hopper og danser, som sol og måne skifter. Men her er nogle gode råd til, hvordan du finder den billigst. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Benzin- og dieselpriserne falder og stiger fra time til time, men det er nemt at finde de billigste tankstationer. Også når du er på farten.

Det er den klassiske historie om jagten på nålen i høstakken, når bilister hver dag kører vejene tynde efter den laveste pris på benzin og diesel. Det er en reel bekymring for mange, for det er ikke ligegyldigt, hvilken tankstation du kører ind på. Der er nemlig mange kroner at spare, hvis du vel at mærke finder den billigste forhandler.

– Priserne på både diesel og benzin bliver sat hurtigt op og ned igen, og i løbet af dagen ser vi mange lokale priskrige hos forhandlerne rundt om i landet, forklarer Las Olsen, som er privatøkonom i Danske Bank.

– I 2015 har vi oplevet meget større udsving i brændstofpriserne end tidligere, blandt andet på grund af de store svingninger i prisen på råolie de seneste par år, siger han.

De danske bilejers forening FDM’s egen oversigt, www.fdmbenzinpriser.dk, bliver opdateret flere hundrede gange dagligt, både af benzinselskaberne, som vil gøre opmærksom på deres lokale priser, men også af flere tusinde private brugere, der skriver ind med deres personlige tips og observationer. På den måde kan du hele tiden finde den aktuelle oversigt over den billigste benzin og diesel tæt på dig, uanset hvilken by og postnummer du kører rundt i. Alle benzinstationer i Danmark er registreret i systemet.

– Du kan altid få billig benzin et eller andet sted i landet, men der er selvfølgelig forskellige faktorer, især tidspunktet, der er meget afgørende for prisen. Der kommer nemt en årlig besparelse på 750-800 kroner, hvis man følger med i priserne. Men det har også en stor, psykologisk effekt, for bilister hader at føle, at de har betalt for mange penge for deres benzin, fortæller Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom, FDM.

Oversigten over de svingende benzin- og dieselpriser kan også hentes som app til din smartphone, så du altid kan se, hvor du skal køre hen for at få de billigste dråber til din bil.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS