Så hårdt ramt var hun
Olivia Newton-John havde det ikke nemt den sidste tid
Olivia Newton-John var omgivet af sine nærmeste familiemedlemmer og venner, da hun døde mandag morgen på sin ranch i det sydlige Californien.
Hun havde kæmpet med kræft i tre årtier, da hun døde 73 år gammel.
Og sygdommen påvirkede i den grad Olivia Newton-John sidste dage i live.
Det fortæller 71-årige Didi Conn, der spillede "Frenchy" i Grease.
Kunne ikke gå
Hun havde en god, lang telefonsamtale med Olivia Newton-John kort før hendes død, hvor de fik sagt farvel, og hvor Olivia løftede lidt af sløret for, hvor lidt glamourøse hendes sidste dage var.
- Hun kunne ikke gå til sidst. Hun havde sundhedspersonale hos sig 24 timer i døgnet i den sidste tid. Gudskelov var hendes mand og datter der for hende. Hun fortalte, at de overdængede hende med kærlighed, siger Didi Conn.
Var klar over, hvor det bar hen
Olivia Newton-Johns niece, Totti Goldsmith, bekræfter, at Grease-ikonet blev stadig dårligere op til sin død af brystkræft.
- Vi var klar over, hvor det bar hen - specielt de sidste fem dage, siger Totti Goldsmith.
Hun nåede ikke fra Australien til USA og måtte sige sit sidste farvel over telefonen.
Facetimede fra Australien
- Jeg facetimede, og hendes mand, John, holdt telefonen i den anden ende af verden, så jeg kunne se Olivia, mens vi talte sammen for sidste gang. Jeg fornemmer, at hun var klar i hovedet og forstod, hvad jeg sagde, siger Goldsmith.
Både hun og "Frenchy" betegner Olivia Newton-John som en person med et enormt hjerte, der bekymrede sig om alle.