Så er det slut: Internet Explorer går på pension
Når Windows 10 udkommer til efteråret er det slut med browseren Internet Explorer
Engang var den Internettets konge – efter et kup, som tromlede modstanderen af banen. Men nu er det slut for den stadig mere upopulære browser Internet Explorer, der derfor (næsten) endegyldigt bliver sendt på pension af Microsoft.
Den amerikanske softwaregigant, som er verdens største, har bekræftet, at Internet Explorer-navnet forsvinder, når den nye udgave af styresystemet Windows, Windows 10, kommer på et tidspunkt til efteråret. Til gengæld følger en helt nyprogrammeret internetbrowser med, som lige nu går under kodenavnet »Project Spartan« og senere vil få et egentligt navn.
Siden Windows 95
Internet Explorer har siden Windows 95 været en fast bestanddel af selve Windows, og netop det er hovedårsagen til, at den på et tidspunkt blev brugt af næsten en milliard mennesker kloden over – simpelt hen fordi den fulgte med og startede som standard, når man ville på nettet.
Dermed bankede Microsoft sin nærmeste konkurrent, Netscape, af banen på bare tre år. Det var ellers Netscape, som med finansmanden Marc Andreessen i spidsen for alvor gjorde Internet folkeligt, men Microsofts sammenvævning af Windows og Internet Explorer gjorde livet svært for Netscape, da først Microsofts stifter, Bill Gates, erkendte, at han havde uret ved at mene, at Internet var et forbigående fænomen, som Microsoft ikke skulle interessere sig for.
I april 2012 købte Microsoft flere end 800 patenter for omkring syv milliarder kroner af America Online (AOL), en af USAs største internetudbydere. Med i pakken var symbolsk nok teknologisk bag Netscape men dog ikke selve navnet Netscape, som AOL beholdt.
Største bøde nogen sinde
EU-Kommissionen greb ind og tildelte Microsoft de hidtil største milliardbøder for konkurrenceforvridning, som nogen sinde var blevet uddelt, fordi Microsoft med sin sammenvægningsstrategi holdt konkurrenterne ude. Microsoft blev oven i købet pålagt gennem en Windows-opdatering at give folk frit valg til at vælge og hente en anden internetbrowser som standard i Windows.
Samtidig fik Mozilla fat med sin Firefox, og Google kom senere med sin Chrome, ligesom Apple kører frem med sin Safari og norske Opera fortsætter med sin internetbrowser af samme navn. Det har alt sammen ædt af Internet Explorers markedsandele, som fra at ligge med nærmest nordkoreanske stemmeprocenter nu er faldet, så kun omkring 20 procent af verdens internetbrug sker gennem Microsoft-produktet, hvor Chrome samtidig er vokset til omkring 50 procent.
Microsofts nye topchef siden januar 2014, Satya Nadella, forsøger på alle fronter at gøre op med Microsofts store afhængighed af det tidligere PC-monopol. Derfor vil den kommende Windows 10 da også kunne bruges på tværs af PCer, tavle-PCer og mobiltelefoner, og her bliver der samtidig taget et opgør med Internet Explorer.
Stadig rester tilbage
Internet Explorer forsvinder ikke fuldtud med det samme. Den vil stadig findes i nogle udgaver af Windows 10 af hensyn til virksomheders øvrige software, som den fungerer sammen med.
Project Spartan bliver imidlertid hovedvejen på nettet fra og med Windows 10.