Så er det efterår i Danmark

Onsdag bliver rigtig efterårsagtig. Der er dog noget at se frem til - i de næste dage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag bliver en dag i efterårets tegn. Sådan mener Henning Gisselø, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, at onsdagens vejr bedst kan beskrives.

– Lige i øjeblikket (klokken 07. red.) er der en koldfront med lidt småregn over noget af landet, siger Henning Gisselø til Newsbreak.dk.

Den koldfront bevæger sig fra Fyn, Sjælland og Lolland-Falster sydøstover.

– Men på vestsiden af fronten kommer det til at klare op i løbet af dagen, og det breder sig til hele landet, siger Henning Gisselø.

Det hele når så Bornholm på et tidspunkt – både småregnen og opklaringen.

– Lidt byger og lidt solskin, siger vagthavende.

Masser af vind

Jo længere vi når hen på dagen, bliver det mere og mere blæsende.

– Jævn til hård vind med helt op til kuling ved kysterne. Nærmest efterårsagtigt, siger Henning Gisselø.

Temperaturerne kommer til at ligge på mellem syv og 10 grader.

– Men i nat kan vi nærme os frysepunket – men ellers op til seks grader, siger Henning Gisselø.

Bedre vejr i vente

Torsdag bliver en smule fredeligere med en aftagende vind.

– Lidt vekslende; ikke så meget nedbør, lidt sol, lidt regn.

Til gengæld bliver der noget at se frem til i weekenden:

– Lørdag bliver en relativ pæn dag, men søndag bliver en rigtig forårssøndag, siger Henning Gisselø, der videre kan fortælle, at temperaturerne kommer op på 15 grader.

Dagen i dag, dog – som tidligere skrevet – bliver ikke noget at skrive hjem om.

– Hvis man sad ude og nød solen i går, så bliver det ikke sådan i dag. Jeg håber ikke, man har lagt efterårsfrakkerne alt for langt væk, slutter Henning Gisselø.

Powered by Labrador CMS