Så er der sluppet nye pokémon løs på gader og veje

Den største opdatering i Pokémon Go-spillet er foretaget. Mere end 80 nye pokémon kan fanges fra i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sommeren 2016. Veje, gader og stræder var fyldte med mennesker, der med mobilen i hånden jagtede Pokémons.

Som Newsbreak.dk tidligere har fortalt blev flere steder, heriblandt haven ved Det Kongelige Bibliotek, på det nærmeste overrendt af ivrige jægere, der skulle have de mere specielle Pokémons i fælden.

Flere gange afslørede Pokémonjægere også forbrydelser og fandt døde personer.

Over efteråret og i løbet af vinteren er noget af nyhedsværdien dog aftaget og man ser knap så mange Pokémon-jægere i det offentlige rum. Men nu er der kommet en større opdatering til spillet.

Mere end 80 nye

 

Ved midnat opdaterede firmaet bag spillet, Niantic, nemlig serverne og låste op for mere end 80 nye pokémon.

Dermed har de brugere, der allerede har fanget hele den første generation af pokémon, fået ny motivation til at fortsætte med at spille.

Det er den første store opdatering siden spillets lancering i 2017. Og foruden de nye monstre er der også tilføjet små ekstra elementer til spillet, men grundideen er den samme.

Spillet er gratis at hente ned på telefonen. Men man kan for rigtige penge købe sig til fordele og ekstraudstyr, og det har rigtigt mange benyttet sig af.

Stor omsætning

Pokémon Go har i sine syv første måneder omsat for en milliard dollar (knap syv milliarder kroner).

Det gør spillet til den største kommercielle succes nogensinde. Ikke kun når det gælder mobilspil, men også i erhvervslivet i det hele taget.

Pokémon Go baserer sig på Nintendos Pokémon-spil, der i sin tid udkom til den håndholdte spillekonsol Nintendo DS.

Pokémon Go er tilgængeligt i det meste af verden undtagen Kina, Rusland og en række lande i Afrika og Mellemøsten.

Senest er Indien og Sydkorea kommet med på vognen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS