S: -Vi så gerne vi stod lidt bedre
Socialdemokraterne ligger kort før sommeren langt fra at genvinde statsministerposten i ny Voxmeter-måling.
Mens de sidste sandkorn er ved at løbe gennem timeglasset, når det kommer til statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) muligheder for at udskrive folketingsvalg på denne side af sommerferien, får rød blok høvl i en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.
Ifølge målingen kan den borgerlige opposition mønstre opbakning fra hele 54,3 procent af vælgerne, hvilket med en sikker margin vil sende Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i Statsministeriet, hvor han kan indtage landets mest magtfulde post.
Hovedet koldt
Og selvom Socialdemokraterne med nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen i målingen rammer valgresultatet fra det seneste folketingsvalg i 2011, så er rød blok som helhed langt efter med 45,6 procent af stemmerne.
– Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg gerne så, at vi stod lidt bedre, især i forhold til blokkene, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro.
– Jeg synes jo, det er vigtigt, at vi har en statsminister, som kan holde hovedet koldt, også når det er svært, tilføjer hun
Spørgsmål: Hvordan ser I på muligheden for at indhente så stort et forspring i løbet af nogle ugers valgkamp?
– Vi er optaget af at skabe resultater, og de er jo begyndt at vise sig nu, uanset om det er beskæftigelsen, industriproduktionen eller forbrugertilliden, du kigger på. Og det håber vi jo, at befolkningen kvitterer for på valgdagen, siger hun.
Langt fra spærregrænsen
I målingen er både Kristendemokraterne og Alternativets stemmer talt med. Men begge partier ligger langt fra spærregrænsen – og heller ikke den statistiske usikkerhed kan ændre på det, så målt i mandater er stillingen 96-79 i oppositionens favør.
Det er tredje uge i træk, at billeder ser sådan ud.
Den forgangne uge har budt på et børneudspil i milliardklassen fra regeringen – fordelt over flere år, ganske vist – men den har også været præget af ballade om salget af Dong til Goldman Sachs. Målt på vælgere er forskellen altså ikke desto mindre den samme.
Men kigger man en måned tilbage – og den slags interesserer med garanti andre end historikerne på nuværende tidspunkt – så var afstanden mellem rød og blå blok mindre end det halve. Her førte blå blok med 52 procent mod rød bloks 48.
/ritzau/