S: Usmagelige holdninger i Grimhøj-moskeen
Han hepper på terrorbevægelsen Islamisk Stat, han tager afstand til demokratiet, og han hylder selvmordsbombere.
Og formanden for Grimhøj-moskeen gør angiveligt det hele igen i en ny DR-dokumentar, som bliver vist tirsdag aften.
»Holdningerne ikke hører hjemme i et demokratisk samfund. Hvis man vil bo og leve i Danmark, så er det de demokratiske værdier, der er de bærende,« fastslår retsordføreren for Socialdemokraterne, Trine Bramsen (S), efter hun tirsdag har set en forpremiere på dokumentaren.
»Det er usmagelige og udemokratiske holdninger, der bliver givet udtryk for i denne her dokumentar,« fastslår hun.
Med dokumentaren lever debatten om moskeen videre, men modsat Dansk Folkeparti mener Trine Bramsen ikke, at det vil hjælpe noget som helst at jævne moskeen med jorden.
»Det er naivt at tro, at holdningerne forsvinder, bare fordi man kører en bulldozer igennem en moske. Holdningerne bor i menneskerne og ikke i murstenene,« siger hun.
I stedet for at splitte moskeen i murstensbrokker er vejen frem ifølge Trine Bramsen at sætte ind over for både de ældre, som er en del af miljøet, og for de radikaliserede unge, der planlægger at tage til Syrien.
»Det handler om at have redskaber, hvor vi kan sætte ind på alle fronter, så vi klart og tydeligt får taget afstand til holdningerne og får fortalt dem, der bærer de her holdninger, at de ikke hører hjemme i Danmark,« forklarer S-ordføreren.
Netop disse redskaber – påpeger Trine Bramsen – er en del af regeringens radikaliseringsplan, der blandt andet omfatter inddragelse af pas og udrejseforbud til de unge, der planlægger at rejse til Syrien i væbnet krig. Men kampen mod radikaliseringen og holdninger som moskeformandens er langt fra slut.
»Der skal ikke bare en løsning eller et hurtigt fix til for at få bugt med de her usmagelige holdninger. Det er et langt sejere arbejde, der skal til, og det har Socialdemokraterne sammen med den øvrige regeringen planer om at fortsætte, for vi vil ikke accepterer de her holdninger i Danmark,« understreger hun.