S-ordfører: Lad os slå koldt vand i blodet

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan kunne det ske, at Omar El-Hussein kom ud af fængslet som ekstremist Og hvorfor stoppede PET ikke den formodede gerningsmand bag weekendens terrorangreb, inden han dræbte to personer og sårede fem?

Det kræver flere partier svar på. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre forventer ifølge Berlingske, at regeringen kommer med en redegørelse om forløbet, men Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), beder dem om at tage det med ro.

»Jeg vil kraftigt opfordre alle partier til at slå koldt vand i blodet. Vi har ingen bekræftet gerningsmand endnu. Det er en kæmpe efterforskning og der er rigtig mange detaljer, som skal afdækkes. Lad os give politiet mulighed for det, før det her ender i politiske diskussioner,« siger hun.

Inden 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein blev løsladt fra fængel 30. januar, havde Kriminalforsorgen advaret PET om, at han var blevet stærkt radikaliseret. Hele forløbet skal ses grundigt efter i sømmene, siger Trine Bramsen:

»Det giver sig selv, at der selvfølgelig kommer et langt efterspil oven på det her. Vi skal vende hver en detalje politisk i forhold til, om der er noget, vi kunne have gjort anderledes og bedre, og nogle initiativer vi kan tage for at sikre, at det her ikke sker. Det er der selvfølgelig ikke to meninger om,« slår hun fast.

Powered by Labrador CMS