S om unges gæld: -Forældrene har et kæmpe ansvar over for deres unger
Antallet af lånemuligheder for unge under 25 skal begrænses, mener uddannelsesordfører Mette Reissmann.
Når et stigende antal unge stifter gæld, skyldes det i højere grad, at der er gået “forbrugsamok” i nogle familier, end det skyldes manglende viden om privatøkonomi.
Det mener uddannelsesordfører for Socialdemokraterne og erhvervsjurist Mette Reissmann.
– Forældrene har et kæmpe ansvar for at sige til deres unger, at man bruger ikke flere penge, end der er til rådighed, siger hun.
– Selvom man kun har en 9.-klasses eksamen, så kan man godt regne ud, at når der ikke er flere penge i pungen, så skal du ikke bruge flere penge. Det handler om, at man hverken skal købe på klods, kredit eller for lånte penge.
54.000 unge registreret i RKI
Den stigende gældsstiftelse er påvist i en undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet sammen med TrygFonden. Ifølge den er 54.000 unge mellem 18 og 30 år registreret som dårlige betalere i RKI’s registre.
Mette Reissmann henviser til, at hun i tv-programmet Luksusfælden Tænk har oplevet flere, der mener, at de er dårlige forældre, hvis ikke deres børn får julegaver til over 1000 kroner.
Derfor tror hun ikke, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens (V) forslag om et krav om en fortrydelsesklausul på to dage er vidtgående nok til at løse problemet.
– Man skal gøre det, at man begrænser mulighederne for de her forbrugslån for unge mennesker under 25.
Rapport afslører socialt problem
Mette Reissmann har læst Forbrugerrådet og TrygFondens rapport, og hun mener, at den afslører et socialt problem.
– Mange af de her mennesker er på kontanthjælp. Og deres familier har været på kontanthjælp. Alligevel får de lov at låne. De kommer aldrig nogensinde ud på den anden side, siger hun.
– De kommer fra et hjem, hvor det at låne, bare er noget, man gør. Selvom mor og far er på kontanthjælp, så skal man have en smartphone og alt muligt.
/ritzau/