S og DF glæder sig over Løkkes droppede pensionsplaner

Godt at regeringen er kommet ind i virkeligheden, siger S-ordfører om, at Løkke dropper at hæve pensionsalder.

Nicolai Wammen (S) er modstander at hæve pensionsalderen. Han glæder sig derfor over, at regeringen dropper forslag om at hæve pensionsalderen yderligere. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Modstanderne af en højere pensionsalder kan søndag aften glæde sig over, at regeringen opgiver et ellers opstillet mål om at hæve pensionsalderen yderligere.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, kalder det for glædeligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) søndag siger, at han ikke kommer til at hæve pensionsalderen yderligere.

– Pensionsalderen er allerede høj, og mange grupper kæmper med nedslidning. Så det er godt, at regeringen er kommet ind i virkeligheden, siger Wammen.

Han forklarer, at han ser manglen på kvalificeret arbejdskraft som den største vækstdræber.

– Så lad os få gang i vækstforhandlinger med fokus på, hvordan vi kan hjælpe danske virksomheder med at skabe flere gode job og sikre, at lønmodtagerne kan få den efteruddannelse, der er brug for, siger Nicolai Wammen.

Allerede i februar i år gjorde S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl det klart, at de ikke støtter tanken om at hæve pensionsalderen yderligere.

Kristian Thulesen Dahl er også “overordentligt godt tilfreds” med Løkkes udmelding.

– Vi synes, vi skal koncentrere os om, hvordan seniorer bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

VLAK-regeringens mål, som nu er droppet, var at hæve befolkningens pensionsalder med et halvt år fra 67 år til 67,5 år.

Enhedslisten kalder nyheden om Løkkes tilbagetog for “en god nyhed”. Men partiets arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, langer også ud efter DF og S, der har holdt fast i modstanden mod en højere pensionsalder.

– Det hænger simpelt hen ikke sammen, at S og DF kritiserer Lars Løkkes planer, men fastholder deres støtte til forliget om løbende forhøjelser af pensionsalderen.

– Hvis de virkelig mener noget med deres kritik, så må de opsige det forlig, og gå til valg på en retfærdig pensionsalder, som tilgodeser de mange, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, siger ordføreren i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS