S-kandidat lobbyer for Syddanmark

De to Socialdemokrater indtog maden sammen med kok Ninna Bundgaard Christensen og hendes datter på 18 måneder.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen har indledt en lobbyindsats for det Syddanske bud på Danmarks nye nationalret.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har sat sig i spidsen for at finde Danmarks nye nationalret. Konkurrencen skal sætte fokus på dansk madkultur og de mange gode danske råvarer, der findes herhjemme.

Otte regionale forslag er nu udvalgt til den endelige afstemning om Danmarks nationalret. Fra Syddanmark er stegt flæsk med persille sovs lavet af Ninna Bundgaard Christensen gået videre til finalen.

Kamp for Syddanmark

Derfor havde den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen forleden inviteret fødevareminister Dan Jørgensen på stegt flæsk med persille sovs på Comwell Hotel i Kolding, hvor Syddanmarks kok i konkurrencen om den danske nationalret arbejder som souschef.

Christian Rabjerg Madsens plan var, at Ninna Bundgaard Christensens stegte flæsk skulle overbevise fødevareministeren om, at den syddanske ret bør vinde konkurrencen.

– Jeg er vant til at tale den syddanske sag, så selvfølgelig kaster jeg mig også ind i kampen for, at det bliver vores bud i Syddanmark, der løber med hæderen og bliver den nye nationalret. Og der findes ikke noget bedre argument for at vi skal vinde end en portion af Ninnas stegte flæsk, så det skulle fødevareministeren selvfølgelig smage, siger Christian Rabjerg Madsen, folketingskandidat for Socialdemokraterne i den sydjyske storkreds.

Dan Jørgensen var glad for invitationen, men kan ikke selv afgøre valget, som er lagt ud til afstemning blandt alle danskere.

– Jeg sætter stor pris på Christian lobbyindsats for Syddanmark for stegt flæsk med persille sovs smagte fantastisk, men desværre er afgørelsen nu ude af mine hænder og lagt ud til befolkningen, så jeg vil opfordre alle til at gå ind og stemme på Danmarks nye nationalret, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Der kan stemmes indtil den 16. november.

Powered by Labrador CMS