S: Hvor vil Venstre finde 40 milliarder til nyt jobudspil?
»Endelig kommer Venstre med konkrete svar. Det har vi virkelig efterspurgt.«
Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokraternes Magnus Heunicke (S), efter Venstre torsdag er kommet med et forhandlingsudspil, der skal sikre, at det kan betale sig at arbejde.
Til Radio24syv siger tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), at forskellen på at være på kontanthjælp og i arbejde skal være mindst 1.500 kroner om måneden. Han understreger dog, at der er tale om et forhandlingsudspil og ikke et valgløfte.
Venstres udmelding bliver vel modtaget hos Socialdemokraterne. Men med roserne følger en vis skepsis, og transportminister Magnus Heunicke (S) savner at vide, hvor Venstre vil finde pengene.
»Vi har beregninger fra Finansministeriet, der viser, at det vil koste 40 milliarder kroner at føre Venstres udspil ud i livet. Nu venter vi spændt på et svar på, hvordan Venstre vil finansiere det,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
»Man begynder at blive bekymret for, om Venstre reelt set har regnet på den politik de lægger frem i valgkampen,« siger Heunicke.
Beregningerne kom fra Finansministeriet 16. april som et svar på Socialdemokraternes spørgsmål til, hvor meget det vil koste at hæve beskæftigelsesfradraget, så en HKer på mindsteløn får udbetalt et givent antal kroner mere om måneden efter skat.
Magnus Heunicke vil ikke selv sætte tal på, hvor stor gevinsten ved at arbejde skal være. Men han henviser til det jobbonusforslag, regeringen præsenterede en uge før valgudskrivelsen, som skal gøre det mere attraktivt at tage et arbejde.
Det indebærer op mod 1.500 kroner i en skattefri jobpræmie hver måned i andet halvår af 2015 til kontanthjælpsmodtagere, der kommer i arbejde.
»Vi har det syvende kvartal i træk med vækst, og der er jobåbninger på vej. Vi vil meget gerne have, at nogle af de job går til dem, der er blevet langtidsledige under krisen. Derfor har vi spillet ud med, at langtidsledige i en periode skal have en gulerod, hvis de finder et job. Og det er fuldt ud finansieret,« siger Magnus Heunicke.