S: Grækerne kan lære af Danmark

Foto: SAKIS MITROLIDIS/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er glædeligt, at mandagens aftale mellem det kriseramte Grækenland og landets kreditorer lægger op til reformer af det græske skattesystem.

Sådan lyder kommentaren fra Socialdemokraternes EU-parlamentariker Jeppe Kofod (S), der mener, at Danmark bør stille med ekspertviden på skatteområdet:

»Problemet er jo, at den sorte økonomi i Grækenland er enorm. Alt for mange indtægter smyger sig uden om de græske myndigheder, fordi man ikke har et kildeskattesystem, som vi kender det fra Danmark. Især de mest velstillede er meget kreative, når det kommer til at unddrage skat,« siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse og uddyber:

»Jeg forstår, at man i aftalen også taler om teknisk assistance til Grækenland. Her kunne Danmark passende tilbyde hjælp til at opbygge et helt nyt skattesystem.«

Mandagens aftale med Grækenland faldt på plads efter godt 17 timers forhandlinger og indeholder udover en reform af skattesystemet også en reform af pensionssystem. Samtidig skal der oprettes en fond, som den græske stat skal overføre en række aktiver til, der i sidste ende skal resultere i ny kapital til de græske banker og gældsafvikling.

Jeppe Kofod finder det positivt, at der er tænkt på økonomisk vækst i aftalen, men kritiserer den græske regerings forhandlingstaktik.

»Tsipras (den græske premierminister, red.) høster, som han har sået. Han er kommet til magten på at bilde sin befolkning ind, at man kunne gøre sig så besværlig over for de øvrige europæiske lande, at man til sidst ville få det, som man ville. Men det eneste, han har formået, er at drive sit land ud på fallittens rand, og dermed er han nu nødt til at acceptere endnu skrappere krav end før,« betoner EU-parlamentarikeren.

Inden på onsdag skal grækerne vedtage rækken af reformer, som eurolandenes parlamenter efterfølgende skal godkende. Først derefter starter forhandlingerne om en ny hjælpepakke til det kriseramte land.

Powered by Labrador CMS