S: God idé at sprede indvandrerbørn
Det er vigtigt for integrationen at undgå overvægt af indvandrerbørn i folkeskoler, siger Socialdemokraterne.
Der skal ikke være skoleklasser, hvor flertallet af eleverne har indvandrerbaggrund, lyder det fra Socialdemokraterne. Og derfor er det tiltrængt, når SF sætter fokus på, hvordan man kan sprede børn med anden etnisk baggrund på forskellige folkeskoler.
– Vi synes, at det er fremragende, at SF blander sig i debatten med konkrete forslag og peger på et problem, som, vi er enige i, eksisterer, siger Mattias Tesfaye (S), der er indfødsretsordfører og medlem af Børne- og Undervisningsudvalget.
– I nogle kommuner er der skoler, som har 80-90 procent børn med anden etnisk baggrund. Det er skidt for alle, siger han.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, foreslår i Jyllands-Posten tirsdag, at der maksimalt må være 33 procent tosprogede elever på hver skole. Formålet med en sådan grænse er blandt andet at modarbejde social kontrol af nydanske piger.
Men selv om Socialdemokraterne tager godt imod diskussionen, er partiet tilbageholdende med at erklære sin støtte til udspillet.
– Vi er så mere skeptiske over for det konkrete forslag om en grænse på 33 procent, men det skal jo ikke være det, der skiller os ad. Vi er også lidt skeptiske, om det er Folketinget, der skal fastsætte de kvoter, siger Mattias Tesfaye.
Succes i Albertslund
Han henviser til, at nogle kommuner – eksempelvis Albertslund – allerede har succes med at sprede nydanske elever på forskellige folkeskoler.
– Men det er ingen hemmelighed, at der i andre kommuner foregår en vandring fra folkeskolerne over til privatskolerne, og at en af årsagerne er, at der går mange børn med anden etnisk baggrund på den lokale folkeskole.
– Det er fornuftigt, at SF peger på det her problem, for det er afgørende for at få integrationen til at fungere, siger Mattias Tesfaye.
SF vil også have sikkerhed for, at alle får den obligatoriske seksualundervisning, skriver Jyllands-Posten. Hvis det er tilfældet, at elever på eksempelvis muslimske friskoler ikke får seksualundervisning, er Socialdemokraterne klar til at se på det problem.
– Hvis der er en udvikling, som er alarmerende, skal vi diskutere, om der bør være mulighed for dispensation, og hvordan man fører tilsyn med de religiøse friskolers undervisning på dette område, siger Mattias Tesfaye.
/ritzau/