S: Forsvundne på tålt ophold er nok rejst væk
Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), er der meget, som tyder på, at de udlændinge på tålt ophold, som myndighederne ikke ved, hvor er, har pakket tasken og er rejst ud af landet.
En opgørelse, som Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet har lavet til Justitsministeriet viser, at myndighederne ikke ved, hvor 14 udlændinge på tålt ophold er. Det skriver Søndagsavisen.
»Der er altså meget, der peger på, at de her mennesker ikke er i Danmark længere,« siger Trine Bramsen.
Til spørgsmålet om, hvad der peger på det, svarer hun:
»Der bliver holdt nøje øje med de mennesker, der er på tålt ophold. Det er derfor de skal melde sig, det er derfor politiet har en ekstra opmærksomhed på de her personer. Så får politiet bare det mindste øje på, at de her personer går rundt i vores samfund, så har det hårde konsekvenser, og det skal det også have. Vi ser gerne på, om det kan få endnu hårdere konsekvenser. Men meget peger altså på, at de her mennesker ikke nødvendigvis er i Danmark længere, fordi det er forbundet med hårde sanktioner, hvis man ikke melder sig som aftalt.«
En udlænding kommer på tålt ophold, hvis personen er dømt for alvorlig kriminalitet eller mistænkes for alvorlige forbrydelser i hjemlandet, men ikke kan sendes hjem på grund af risiko for forfølgelse eller overgreb. Udlændinge på tålt ophold er indkvarteret på Center Sandholm i Nordsjælland, hvor de er forpligtet til at melde sig dagligt, men ellers kan de bevæge sig frit rundt.
Dansk Folkeparti ønsker, at udlændinge på tålt ophold bliver frihedsberøvet. Trine Bramsen er åben for at se på sanktionsmulighederne, hvis de ikke møder op, som de skal i forhold til mødepligten.
»Vi er meget åbne over for at se på, om man kan stramme reglerne, så der er risiko for, at man kommer i fodlænke eller bliver sat i fængsel, hvis man ikke melder sig,« siger hun.