S-formand tavs om chok-måling: Ordfører må tage skraldet
Nicolai Wammen har haft en travl dag. Efter chok-meningsmåling skal han forsvare socialdemokraternes ja til den såkaldte smykkelov.
En ny meningsmåling spår store vælger-tæsk til Socialdemokraterne. Blot 19,6 procent ville ifølge en Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken stemme på Socialdemokratiet hvis der var valg lige nu. Det er hele syv procentpoint færre stemmer, end den seneste meningsmåling i november 2015.
Den voldsomme vælgerflugt skyldes ifølge valgforsker og professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, de seneste asylstramninger, hvor Socialdemokraterne langt hen ad vejen har været på linje med V-regeringen, Dansk Folkeparti og resten af det borgerlige flertal.
Da Socialdemokraternes tone i asyldebatten er blevet markant skærpet efter Mette Frederiksen har overtaget formandsposten efter Helle Thorning-Schmidt, ville newsbreak.dk gerne have stillet Mette Frederiksen en række spørgsmål. Men da newsbreak.dk ringer til Mette Frederiksen, henviser hun imidlertid til sin presseafdeling, der igen henviser til politisk ordfører Nicolai Wammen.
Spørgsmål til Mette Frederiksen
På newsbreak.dk ville vi ellers gerne have givet Mette Frederiksen mulighed for at svare på følgende spørgsmål:
Hvad er din reaktion på meningsmålingen, hvor Socialdemokraterne får så markante vælger-tæsk?
Får vælgernes flugt betydning for partiets asyl-politik?
Er Socialdemokraterne klar til yderligere stramninger på asyl-området?
Har uroen i vælgerkorpset forplantet sig til folketingsgruppen?
Ordføreren skal svare
Forklaringen fra presseafdelingen er imidlertid, at det altid er den politiske ordfører, der tager sig af meningsmålinger.
Newsbreak.dk har desuden forsøgt at få en kommentar fra tidligere formand Poul Nyrup Rasmussen, der engang anklagede DF for ikke at være stuerene. Dog uden held.
Newsbreak.dk ville gerne have spurgt den garvede socialdemokrat, om Socialdemokraterne anno 2016 er stuerent efter stramningerne på asylområdet.