S er begejstret for flygtninge-forslag

Socialdemokratiet opfordrer regeringen til at tage imod arbejdsgivernes og fagforeningernes udstrakte hånd.

– Det er rigtigt godt, at arbejdsmarkedets parter er blevet enige om noget konkret, og vi opfordrer regeringen til at tage imod den udstrakte hånd, siger Mattias Tesfaye (S). Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen skal ved trepartsforhandlingerne tage imod forslaget om den indslusningsordning, som arbejdsgiverne og fagbevægelsen netop har fremlagt.

Sådan lyder opfordringen for Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, der er medlem af Folketingets udlændingeudvalg.

– Det er rigtigt godt, at arbejdsmarkedets parter er blevet enige om noget konkret, og vi opfordrer regeringen til at tage imod den udstrakte hånd, siger Mattias Tesfaye.

LO og DA kalder indslusningsordningen for en integrationsgrunduddannelse (IGU). Den skal hjælpe flygtninge og familiesammenførte, som ikke allerede er kvalificerede til at finde et almindeligt job i Danmark.

IGU skal i alt vare op til to år og veksle mellem uddannelse og virksomhedspraktik. I de to år skal flygtninge være på skolebænken i alt 20 uger.

– Det afgørende for os er, at flygtninge, som skal ud på arbejdsmarkedet, ikke bliver brugt til at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel, som Cepos, LA og de andre borgerlige har forslået, siger Mattias Tesfaye.

– Derfor er vi godt tilfredse med, at LO og DA har tegnet skitsen til en måde, hvor de kan integreres i den danske arbejdsmarkedsmodel, fortsætter han.

Elevløn under praktik

Når flygtningene ikke er på skolebænken, skal de under virksomhedspraktikken modtage en elevløn.

FOA-formand Dennis Kristensen er kritisk over for forslaget, fordi det ifølge ham giver kommunerne mulighed for at ansætte flygtninge til en timeløn på 49 kroner i timen. Ifølge Dennis Kristensen er der tale om “ren indslusningsløn”.

Socialdemokraterne har flere gange afvist tanken om på nogen måde at sænke lønnen for de flygtninge og indvandrere, der skal ind på arbejdsmarkedet.

Hvorfor forholder Socialdemokratiet siger anderledes til forslaget om elevløn i forhold til DA og LO’s forslag?

– Vi har vendt os mod, at der etableres permanente lave løntrin på arbejdsmarkedet. Vi har jo ikke noget i mod lærlingelønninger, som har eksisteret i Danmark i flere hundrede år.

– Det har været afgørende for os, at det er en del af et uddannelsesforløb, og at det bliver indpasset i den danske overenskomst, siger Mattias Tesfaye.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS