S: Der skal flere penge til dagpengesystemet
Mette Frederiksen melder nu ud, at Socialdemokraterne mener, at der skal bruges flere penge på et nyt dagpengesystem.
Skal der bruges flere penge på en reform af dagpengesystemet? Da Socialdemokraternes formand hed Helle Thorning-Schmidt (S) i foråret, var svaret »nej«. Da hendes efterfølger på posten, Mette Frederiksen (S), overtog roret, blev svaret »måske«. Og under Folketingets åbningsdebat torsdag meddeler S-formanden, at der skal flere penge på bordet.
»Vi ønsker et styrket dagpengesystem. En ny ordning, der giver bedre mulighed for genoptjening. Hvor færre skal falde ud. Det er aldrig et selvstændigt mål at bruge flere penge. Og ud fra, hvad vi indtil nu har kunne erfare, er der muligheder inden for den nuværende ramme,« siger Mette Frederiksen på talerstolen og fortsætter:
»Men det er afgørende, at vi nu får skabt et robust dagpengesystem. På den baggrund er det vores opfattelse, at der vil være behov for yderligere finansiering. Hvordan og hvor meget må vi forhandle om. Men en samlet løsning findes næppe inden for de nuværende rammer.«
“Ellers er vi ikke med”
Og S-formanden trækker situationen op forud for de snarlige forhandlinger:
»Det bør 90 mandater i Folketinget kunne finde sammen om. Ellers er vi i Socialdemokratiet ikke med.«
Både Venstre og Socialdemokraterne har længe undgået at give konkrete bud på et nyt system med henvisning til Dagpengekommissionen, der fremlægger sine anbefalinger 19. oktober. Til gengæld har både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF tidligere krævet flere penge til en ændring af reglerne for blandt andet genoptjening.
Enhedslisten roser
Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper (Ø), er da også hurtig til at rose Socialdemokraternes nye stilling i sagen:
»Vi har ventet på at høre det i meget lang tid. Jeg vil rigtig gerne kvittere for den melding – den er meget, meget vigtig,« siger Pernille Skipper i folketingssalen.
Venstre: Grundlæggende rigtig reform
Venstre mener derimod ikke, at et nyt dagpengesystem skal koste mere. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag holdt sin åbningstale, slog han fast, at »dagpengereformen fra 2010 er grundlæggende rigtig« – men at systemet ikke er perfekt.
»Dagpengekommissionen præsenterer sine anbefalinger den 19. oktober. Med det afsæt vil vi indlede forhandlinger med Folketingets partier. Jeg ønsker en aftale, som respekterer den ramme, den tidligere regering har sat. Det er min ambition, at vi kan samles om en løsning med bred opbakning. Så der kan komme ro om reglerne,« sagde Løkke.
Den melding erklærer Mette Frederiksen torsdag sig lodret uenig i.
»Statsministeren sagde i tirsdags, at dagpengereformen fra 2010 grundlæggende er rigtig. Det er jeg grundlæggende uenig i. Om nogen reform har dagpengereformen har skabt utryghed på vores arbejdsmarked i almindelighed og for tusinder af lønmodtagere i særdeleshed.«