Rystede Jills nyfødte slagtet af hund: Nu vil hun have alle til at gøre noget

Jill Hansen fra Hinnerup mistede mandag et nyfødt føl. Alt tyder på, at en aggressiv hund har skambidt dyret

Offentliggjort Sidst opdateret

Halen var bidt af. Ørerne var bidt af. Halsen var brækket og halvt spist, ligesom mulen og underkæben var spist.

Det var det syn, der mødte Jill Hansen fra Hinnerup mandag, da hun så gårdens nyfødte føl liggende dræbt på jorden i dens indhegning. Hun formoder, at en bidsk hund står bag drabet.

– Dyrlægen tror, at det er en hund. En ræv eller ulv havde først lammet føllet for så at tage bløddelene og bugen. Det er ikke tilfældet her, siger Jill Hansen til TV2 Østjylland.

Drikke mælk

Hun er stadig i chok over tabet og den brutale død, som det lille føl fik.

– Det er forfærdeligt, det skulle have løbet rundt her nu og drukket mælk, siger Jill Hansen.

Nær hegnet ind til hestene på gården i Hinnerup løber en natursti, der er yndet brugt af hundeluftere. Nogle af dem er ifølge Jill Hansen ikke altid gode til at holde hunden i snor.

Det håber hun på, at de alle overholder fremover i kølvandet på den tragiske hændelse med føllet.

– Hold nu den hund i snor på naturstien. Det håber jeg virkelig på, de gør. Det har måske været en strejfer eller en løs hund (der dræbte føllet, red.). Den kan sagtens komme under hegnet, siger hun.

Altid i snor – næsten

Loven er helt klar på området. Hunde skal som udgangspunkt altid været i snor i naturen, medmindre de er i en hundeskov eller et lukket område forbeholdt hunde.

Ifølge Naturstyrelsen er det svært at vurdere, hvor stort problemet generelt er med hundeejere, der ikke har snor på deres hund. Men styrelsen opfordrer hundeejere til at tænke sig om, da en løs hund faktisk kan skabe en del ravage i naturen.

– Uanset om det er en tam hund, som man ikke tænker har noget jagtinstinkt i sig, så sætter den duftspor. De stresser råvildt, som holder sig væk. Og hvis de så har unger, dør de, siger skovfoged hos Naturstyrelsen Søhøjlandet, Thorbjørn Nørgård, til TV2 Østjylland.

– Eller hunden kan gå i fugles reder på jorden. Vi har de her regler for at beskytte brugerne og den vilde natur, fortsætter han.

Chokeret mor

I Jill Hansens tilfælde fik det altså endnu større konsekvenser, og faktisk er der dobbelt ulykke på gården i Hinnerup. For også føllets mor – den 30-årige pony Tulle – var hårdt ramt efter overfaldet i mandags.

– Den er ikke blevet angrebet, men alle hendes hinder var næsten blå, og hun var ved at gå i chok. Så der var ingen anden udvej end at aflive hende, sagde ejeren tirsdag til TV2 Østjylland.

TV-stationen har været i kontakt med Jill Hansens dyrlæge, der bekræfter mistanken om, at det er en hund, der står bag overfaldet. Østjyllands Politi bekræfter ligeledes over for TV2 Østjylland, at episoden er blevet anmeldt.

– Et føl er blev overfaldet og dræbt mandag. Det var en dyrlæges vurdering, at det var hunde. Man fandt spor på stedet, der måske kunne stamme fra hunde, sagde Peter Tolstrup Jørgensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, tirsdag.

Men da ingen vidner har set noget, bliver det svært at finde frem til hund eller ejer.

Powered by Labrador CMS