Rykker ind på nyt badehotel
Jens Jacob Tychsen og Hr Weyse leverer underholdningen ved åbningen af spritnyt badehotel på Fanø
Gæsterne ved den officielle indvielse af et nyt badehotel, Fanø Badehotel, der finder sted den 1. april, kan se frem til at blive underholdt efter alle kunstens 'badehotel-regler'.
Folkene bag projektet har nemlig allieret sig med ingen andre end Jens Jacob Tychsen, i rollen som den selvfokuserede og aldeles diffuse Hr. Weyse fra 'Badehotellet', til at stå for den del.
Næppe en tilfældighed
At det er lykkedes at få fat i netop Jens Jacob Tychsen, er ikke nogen tilfældighed.
For det er såmænd en af Danmarks største impresarier, Carsten Svoldgaard, der driver CSB Island Entertainment sammen med sønnen Kenneth, der er den ene af de to ejere af det nye badehotel.
- Det er jo oplagt, at få ham til at komme. Jeg kender ham ikke personligt. Til gengæld ved jeg noget om hvilke tråde, der skal trækkes i, når det gælder underholdning, siger Carsten Svoldgaard til Kendte.dk.
Driften tegner lyst
Han fortæller også, at inspirationen til etablere og åbne Fanø Badehotel helt klart er hentet fra den populære DR-serie, der gennem ni sæsoner har tryllebundet op mod et par millioner danskerne til skærmen uge efter uge.
Desuden, at det allerede tegner rigtig lyst for driften.
- Vi var ikke et sekund i tvivl om, at der er behov for flere overnatningsmuligheder på Fanø. Det har vi da også hurtigt fået bekræftet. Vi kan nemlig allerede melde stort set udsolgt hele den kommende sommer, siger Carsten Svoldgaard til Kendte.dk.
Alle er velkommen
I forbindelse med indvielsen er der fra klokken 11.00 reception for en række inviterede gæster inden dørene klokken 14 åbnes for alle, der har lyst til at kigge indenfor.
Badehotellet-stjernen optræder klokken 14.30.