Rykker-breve gavner: Øger antallet af børnevaccinationer

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I en børnefamilies travle hverdag risikerer en vaccinationstid hos lægen at gå i glemmebogen. Statens Serum Institut erfarer, at et rykker-brev til forældre, som har glemt en børnevaccination, gør, at flere børn bliver vaccineret.

Siden maj sidste år har Statens Serum Institut sendt påmindelsesbreve ud til forældre til næsten 50.000 børn, som ikke har fået de anbefalede vaccinationer mod blandt andet stivkrampe, difteri, røde hunde, mæslinger og HPV-virus. Den manøvre har vist sig at virke.

Ifølge overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut tyder det på, at flere forældre ikke bevidst undgår børnevaccinationerne, men at det i mange tilfælde med manglende vaccinationer blot er en forglemmelse.

»Der er givet dobbelt så mange børnevaccinationer til de børn, der har været omfattet af påmindelsesordningen i forhold til børn på samme alder sidste år. Forældrene får faktisk deres børn vaccineret, når de bliver mindet om det med et brev. Det tager vi som et udtryk for, at de egentlig gerne vil have deres børn vaccineret, men at de simpelthen bare glemmer det,« siger hun.

Debatten har båret præg af nogle forældres stærke modstand mod børnevaccinationer, men påmindelsesordningens store effekt viser altså, at en del forældre blot lider af almindelig glemsomhed.

Ordningen blev indført, fordi Danmarks vaccinationstislutning lå lavere, end de lande vi sammenligner os med. Det bekymrede Sundhedsministeriet, fordi der er udbrudt mæslinger i USA, Italien og Tyskland, og derfor vedtog man en lov, som gav Statens Serum Institut mulighed for at sende rykker-breve ud.

Overlæge Tyra Grove Krause er godt tilfreds med, at brevene har virket, og hun fortæller, at de vil fortsætte ordningen i de kommende år. Men hun mener stadig, at der skal gøres mere for at få endnu flere forældre til lægen med deres børn.

»Det er ikke tilstrækkeligt at sende breve ud, for vi når stadig ikke op på den vaccinationstilslutning, der for eksempel skal til for at slippe af med mæslinger. Man kan godt forestille sig, at vi fremover vil lave nogle mere avancerede systemer, så forældre for eksempel kan tilmelde sig SMS-ordninger, så de også kan blive adviseret før vaccinationsdatoen og ikke først bliver mindet om det, når tidspunktet er overskredet,« siger Tyra Grove Krause.

Sundhedsstyrelsens mål er, at 95 procent af danskerne vil lade sig vaccinere mod mæslinger. Det vil udrydde sygdommen i Danmark og gøre danskerne nærmest immune.

Powered by Labrador CMS