Rygter om far og søn holder stik

De to gange Magnussen skal i år sammen dyste i det prestigefyldte racerløb Le Mans i en dansk bil

Kevin Magnussen og Jan Magnussen har aldrig før kørt sammen på den helt store scene. Foto: Philip Davali/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver to gange Magnussen i samme bil, når Le Mans i år løber af stablen.

Rygterne har længe svirret, og nu er det altså ganske vist. Jan og Kevin Magnussen kommer til sammen at deltage i dette års udgave af det prestigefyldte racerløb.

Det blev afsløret på et pressemøde fredag.

Magnussen og Magnussen skal køre i det danske hold Team Sashi High Class Racings bil, der deltager i LMP2-klassen – den næsthøjeste klasse.

Anders Fjordbach bliver også en del af kørerholdet i bilen.

For første gang

Kevin Magnussen har aldrig før kørt Le Mans, men hans far har tonsvis af erfaring med det 24 timer lange løb. Jan Magnussen har tidligere deltaget hele 22 gange og vundet sin klasse fire gange med Corvette Racing.

Men mens det altså bliver Kevin Magnussens første Le Mans, så bliver det ikke hans sidste. Den unge Magnussen har nemlig indgået en aftale med Peugeot, som i 2022 vender tilbage til Le Mans.

Kevin Magnussen har dog prøvet at køre et 24 timer langt løb på andre breddegrader. I slutningen af januar deltog han i 24 Hours of Daytona i USA med det amerikanske hold Chip Ganassi Racing, som Magnussen er skiftet til efter sit Formel 1-exit.

Le Mans køres normalt i juni, men er i år udskudt til 21. og 22. august.

Powered by Labrador CMS