Ryanair varsler endnu billigere billetter

Foto: PHILIPPE HUGUEN/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ryanair lægger op til en skærpelse af priskriggen i luftfartsbranchen

Det irske luftfartsselskab Ryanair taler nu sine konkurrenter ind i endnu et kapitel af den omfattende priskrig, da lavprisselskabets omdiskuterede topchef, Michael O’Leary, i weekenden slog fast, at irerne vil sænke billetpriserne med 10 til 15 pct. over de kommende to år.

I et interview med den franske avis Le Journal Du Dimanche forklarede O’Leary, at det irske selskab vil skubbe besparelserne fra de lave oliepriser over på kunderne.

»Det er et resultat af de lavere oliepriser, som vi vil sende videre. Vi kommer også til at fortsætte med at øge antallet af passagerer og sænke vores omkostninger,« siger Michael O’Leary i interviewet.

Ryanair har en målsætning om, at den gennemsnitlige flybillet til næste år skal koste 40 euro, hvor prisen i dag ligger på 46 euro. Ryanair-topchefen vurderer, at selskabet kan hente yderligere besparelser, fordi dets nye flåde af fly i gennemsnit bruger 18 pct. mindre i brændstof. Derudover har flyene også større kapacitet og kan altså fragte flere passagerer.

Ryanair-direktøren havde vanen tro også et par verbale knytnæver med i posen, som han i anledning af, at interviewet med Le Journal Du Dimanche foregik på fransk jord, rettede mod den politiske elite i Frankrig.

»Jeg foragter den politiske klasse, der med sine mange økonomiske programmer har ødelagt den franske økonomi ved at tro, at man kan reagere på globalisering med protektionisme. Se engang på antallet af unge, franske talenter, der kommer til London eller Dublin for at arbejde. Hvis dette ikke ændrer sig, vil Frankrig gå konkurs,« siger Michael O’Leary.

Powered by Labrador CMS