Ryanair skærer dybt i Aarhus for at opruste i København
Ryanair dropper ruter fra Aarhus Lufthavn, når selskabet rykker ind i Kastrup
Flyselskabet Ryanair skærer næste år op til fire af de fem ruter fra Aarhus Lufthavn for i stedet at satse på blandt andet København.
Ændringen betyder, at den i forvejen pressede Aarhus Lufthavn risikerer at miste op mod 50.000 passagerer årligt, skriver luftfartssiden Check-in.dk.
Ryanair vil fjerne ruterne til Alicante, Girona-Barcelona, Palma de Mallorca og måske også til Málaga.
Ruten til London-Stansted vil blive opretholdt, men i vintermånederne og frem til slutningen af marts 2015 og igen fra 1. august næste år vil der blot være fire ugentlige flyvninger mod en dagligt flyvning i højsæsonen.
»Det har været nødvendigt at fjerne ruterne fra Aarhus Lufthavn, da vi har brug for flyene til vores ekspansion i de europæiske storlufthavne,« siger Elina Hakkarainen, Manager Scandinavia & Baltics, til Check-in.dk.
Siden 2012 har Aarhus Lufthavn ifølge luftfartssiden mistet 70.000 passagerer, hvilket svarer til omkring hver sjette rejsende.
Aarhus Lufthavn ejes af en række østjyske kommuner, som for få måneder siden tilførte ny kapital til lufthavnen for at dække et stort driftsunderskud. I øjeblikket foregår der en heftig debat i offentligheden om, hvorvidt Aarhus Lufthavn fortsat skal ligge i Tirstrup eller flyttes. Debatten har blandt ført til at Aarhus Kommune, som er den største lufthavnsejer, undersøger mulige placeringer.