Ryanair-sag: Rohde giver fuld støtte til fagbevægelsen
LO-formand Harald Børsting og resten af fagbevægelsen får nu opbakning fra en uventet kant.
Det er Venstres Jens Rohde (V), medlem af Europa-Parlamentet, der opfordrer fagbevægelsen til at stå sammen mod det irske flyselskab Ryanair.
Konflikten mellem fagbevægelsen og Ryanair blev for alvor optrappet forleden, da LO valgte at hive flyselskabet i Arbejdsretten. Sagen skal afklare, hvorvidt det irske selskab skal tegne overenskomst for de ansatte, der fremover skal arbejde i København, hvor Ryanair etablerer en base.
På Facebook giver Jens Rohde fagbevægelsen sin støtte i kampen mod Ryanair.
»Den irske fagbevægelse knækkede nakken på at vove kampen for ordentlige arbejdstagervilkår i Ryanair. Det må ikke ske i DK,« skriver Rohde og uddyber:
»Med fare for at blive hevet for den ideologiske domstol www.vivilfandmehavebillligebilletterforenhverprisogrettilat…, vil jeg blot udtrykke min støtte til fagbevægelsen i denne sag med håbet om, at alle fagforbund holder sammen og formår at gå hele vejen. Det her handler også om, hvorvidt den danske model kan overleve i et globaliseret arbejdsmarked. Der står meget på spil.«
Jens Rohdes melding modtages med jubel i SF. Partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) skriver på sin Facebook-profil:
»Normalt deler jeg ikke borgerlige politikeres opslag. Men der er plads til undtagelser. Og hatten af for Jens Rohde, at han forsvarer den danske arbejdsmarkeds model. Jeg er enig. Den er unik, og den skal beskyttes. LO hiver nu Ryanair i retten – GODT!«