Ryanair kan blive lammet af konflikt ved debut i København
Ryanair kan blive presset til at indgå en overenskomst, når lavprisselskabet opretter en afdeling i København
Enten tager de deres gode tøj og forlader København efter kort tid, eller også gør de en undtagelse og laver overenskomst med fagforeningen.
Sådan lyder ansvarshavende redaktør på rejsesitet check-in.dk Andreas Krogs vurdering af situationen omkring flyselskabet Ryanair, der torsdag ventes at annoncere åbningen af ti ruter fra en ny base i Københavns Lufthavn.
Flyvebranchens Personale Union (FPU) har ifølge check-in.dk afsendt det første konfliktvarsel til Ryanair, der ikke ønsker at tegne overenskomster med de ansatte. FPU er en del af LO, og flere af de andre LO-fagforbund, der har medlemmer ansat i lufthavnen, har meldt sig klar til en sympatikonflikt. Det kan gøre det stort set umuligt for Ryanair at komme i gang i København, vurderer Anders Krog.
»Hvis man får nogle af de store med – 3F, Metal og HK – så kan det lamme Ryanairs operationer fra dag ét. Flyene får måske lov at lande, men så heller ikke meget mere end det. 3F organiserer de folk, der laster kufferterne og tanker flyene, HK organiserer de folk, der tjekker passagerne ind. Det vil være ret effektivt,« vurderer Andreas Krog.
Sandsynligheden for, at Ryanair vælger at krybe til korset og indgå overenskomst med FPU, er ifølge Andreas Krog ikke stor. Men København kan være en undtagelse.
»Det ligger ikke i Ryanairs DNA at indgå overenskomster med nogen om noget som helst. De forhandler ikke med fagforeninger. De kan så enten vælge at holde fast i princippet og måske kun være i København i ganske kort tid eller aldrig komme i gang. Ellers kan de – noget usædvanligt – vælge at fastholde København, fordi den er så interessant for ind- og udgående trafik, at de vil være parate til at gøre en undtagelse i lige præcis dette tilfælde,« siger Andreas Krog.
Ryanair har torsdag formiddag indbudt pressen for at fortælle om dets planer for København. Ifølge check-in.dk bliver Rom en af de ti nye destinationer, som Ryanair vil præsentere.
Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, vil i øvrigt få en varm velkomst, når han tropper op til pressemødet. Fagbevægelsen vil nemlig lufte de røde faner og dele løbesedler ud, skriver check-in.dk.