Ryanair freder flyselskabets base i Billund

Foto: Ryanair.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Ryanair overvejer at lukke flyselskabets base i Københavns Lufthavn efter nederlaget ved Arbejdsretten onsdag, så holder det irske lavprisselskab fast i basen i Billund Lufthavn.

Det bekræfter Ryanairs kommunikationschef Robin Kiely over for branchesitet check-in.dk.

Ryanair vil således stadig have en base på dansk jord, selv om flyselskabet skulle ende med at lukke den nyetablerede base i Københavns Lufthavn.

Det kan få betydning for fagbevægelsens muligheder for at blokere de Ryanair-fly, som kommer til at flyve til og fra Københavns Lufthavn, skriver check-in.dk.

Arbejdsretten afgjorde onsdag, at fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU) har ret til at iværksætte en konflikt mod Ryanair, fordi selskabet ikke vil tegne overenskomst med dets danske personale på basen i København.

FPU har torsdag sendt det første konfliktvarsel til Ryanair, og hvis Ryanair ikke indvilger i at tegne en dansk overenskomst, kan en konflikt ifølge check-in.dk træde i kraft den 20. juli.

Ryanair har meddelt, at man nu vil overveje den københavnske bases fremtid. Man agter dog fortsat at betjene Københavns Lufthavn med fly, der kommer fra andre baser.

Men hvis det irske selskab dropper basen i København, vil fagbevægelsen ikke have nogen at konflikte imod i København, skriver check-in.dk. Til gengæld kan fagbevægelsen vælge at gå i konflikt mod Ryanairs base i Billund, skriver branchesitet.

Powered by Labrador CMS