Russisk supermodel har droppet Ronaldo

Irina Shayk. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, kommer ikke længere sammen med den russiske supermodel Irina Shayk. Det bekræfter russerens talsperson efter en uges svirrende rygter over for NY Post.

Dermed er det officielt, at det femårige forhold nu er fortid.

»Vi kan bekræfte, at Irina Shayk har gjort det forbi med Cristiano Ronaldo,« fortæller hendes talspersoner til NY Post.

Shayk deltog ikke ved Ballon d’Or-uddelingen tidligere på ugen – en pris, som Cristiano Ronaldo vandt for tredje gang i karrieren. I stedet deltog Real Madrid-spilleren sammen med sin mor, Maria Dolores dos Santos Aveiro, og sin søn, Cristiano Jr., som portugiseren har med en ukendt kvinde. Ronaldo nævnte end ikke modellen i sin takketale.

Kort tid efter, at Cristiano Ronaldo modtog prisen som verdens bedste fodboldspiller anno 2014, trykkede Irina Shayk ‘unfollow’ på portugiserens Twitter-profil, og den 29-årige russer lagde også et billede op på sin Instagram-profil af sig selv på en strand – uden Ronaldo.

Det fik for alvor gang i rygterne om et brud, som – mener nogle – kommer efter, at Irina Shayk ikke dukkede op til Cristiano Ronaldos mors 60 års fødselsdag.

Det nedtoner hendes repræsentant dog over for NY Post.

»Hun har været tæt på hans familie gennem hele forholdet. Enhver negativ historie om Irina og Ronaldos familie er en komplet løgn, og det har ikke været grunden til forholdets ophør.«

Gennem ugen har det kun været rygter om to kendispersoner, men nu ser det ud til, at rygterne denne gang fortalte sandheden.

Powered by Labrador CMS