Russisk skib i mystik på Østersøen

En kilde fra det polske udenrigsministerium fortæller, at skibet befinder sig over en norsk-polsk gasledning

Offentliggjort

Russisk skib observeret nær norsk-polsk gaskabel i Østersøen

Et skib fra den russiske skyggeflåde er blevet observeret i Østersøen nær et kabel, der transporterer gas fra Norge til Polen. Denne information kommer fra en anonym kilde i Polens udenrigsministerium, men er endnu ikke officielt bekræftet.

Nato har reageret på de seneste kabelbrud i regionen ved at øge sin tilstedeværelse med to skibe. Under et møde i Helsinki diskuterede repræsentanter fra otte Nato-lande, herunder Danmark, mulige sabotagehandlinger mod undersøiske kabler.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et skib fra den russiske skyggeflåde cirkulerer i et område i Østersøen, hvor et kabel fører gas fra Norge til Polen.

Det hævder en unavngiven kilde fra Polens udenrigsministerium til den polske tv-station TVP World.

Fra officiel side kan Polen ikke bekræfte informationen.

Har ingen informationer 

Talsmand for udenrigsministeriet Pawel Wronski siger til nyhedsbureauet Reuters, at han ikke har nogen information om, at et skib befinder sig over gaskablet.

Den polske gasdistributør Gaz-System oplyser til Reuters, at gaskablet fungerer normalt.

Der er i øjeblikket stor opmærksomhed på skibe, der bevæger sig rundt i Østersøen og udviser mistænkelig adfærd.

Så sent som i december blev undersøiske el- og datakabler beskadiget.

I september 2022 opstod der skader på et gaskabel nær Bornholm.

Vil øge tilstedeværelsen 

Forsvarsalliancen Nato har besluttet at øge sin tilstedeværelse i Østersøen med to skibe som følge af flere kabelbrud i julen.

Tirsdag mødtes otte Nato-lande omkring Østersøen til et møde i Helsinki, hvor sabotage mod undersøiske kabler blev diskuteret.

Ud over Danmark deltog Estland, Finland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Tyskland i mødet.

- Nato vil ikke acceptere det. Mulige angreb på vores infrastruktur vil få konsekvenser, sagde Natos generalsekretær Mark Rutte efter mødet.

- Vi har alternativer 

Finlands præsident, Alexander Stubb, erkender, at man også skal udbygge den kritiske infrastruktur og styrke muligheden for at gennemføre hurtige reparationer efter et angreb.

- Vi kan ikke forhindre alle sabotagehandlinger. Derfor er det meget vigtigt, at man har forskellige energikilder og datakabler, som man kan benytte i tilfælde af et angreb.

- De tre seneste angreb har ikke ført til konsekvenser for offentligheden. Det er fordi, vi har alternativer, siger Alexander Stubb.

Powered by Labrador CMS