Rusland spiller med krudt-musklerne

Over 100 fly deltager i fem dage lang militærøvelse i Rusland, oplyser det russiske forsvarsministerium. Foto: Mikhail Klimentyev/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Over 100 fly deltager i fem dage lang militærøvelse i Rusland, oplyser det russiske forsvarsministerium.

Russisk militær indleder mandag en fem dage lang militærøvelse med deltagelse af blandt andet flere end 100 fly og helikoptere, oplyser en talsmand fra det russiske luftvåben til det russiske nyhedsbureau Interfax, skriver Reuters.

Øvelsen vil finde sted i flere centrale og vestlige regioner, heriblandt de regioner, der grænser op til Ukraine, lyder meldingen.

Ifølge talsmanden, der dog ikke nævnte Ukraine, er øvelsen den første i en række øvelser for at styrke sammenholdet i luftvåbnet. Både kampfly, bombefly og helikoptere vil deltage i øvelsen, der blandt andet vil indebære test af missiler, lyder det.

Rusland har siden annekteringen af den ukrainske Krim-halvø i marts ligget i strid med Ukraines regering. Ukraine og flere vestlige lande beskylder Rusland for at støtte separatister i det østlige Ukraine med våben.

Den ukrainske regering har endnu ikke kommenteret på udmeldingen fra Rusland.

Øvelsen er planlagt til at vare til og med fredag den 8. august.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS