Rusland sender Sverige ud af ishockey-VM

Foto: LASZLO BALOGH/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sverige indhentede Ruslands 3-0-føring, men svenskerne måtte alligevel se sig slået i kvartfinalen til sidst.

Rusland har stadig gode muligheder for at forsvare sit verdensmesterskab i ishockey fra sidste år.

Torsdag kvalificerede stormagten sig atter til semifinalen. Det skete på bekostning af Sverige, som russerne slog 5-3 i tjekkiske Ostrava efter periodecifrene 2-0, 1-1 2-2.

Det lignede en let russisk sejr, da Evgeni Malkin under et minut inde i anden periode udbyggede den 2-0-føring fra første periode, som Sergei Mozyakin havde sørget for med to mål.

Men så oppede svenskerne og særligt Anton Lander sig. Med to assist og et mål var Lander nemlig med til at sørge for, at svenskerne overraskende udlignede med fem minutter tilbage af kampen.

Stillingen nåede ikke engang at være lige i et halvt minut, så var russerne igen foran, da Evgeni Malkin blev holdets anden dobbelte målscorer.

Det tvang Sverige til at satse, og holdet lod målet stå tomt. Det straffede russerne , da Vladimir Tarasenko erobrede pucken og i tæt kamp fik lagt den i mål til slutresultatet 5-3.

I semifinalen venter et brag mod USA, hvor russerne har revanche til gode.

Da holdene mødtes i gruppespillet vandt amerikanerne med 4-2.

Til semifinalekampen kan Rusland muligvis få forstærkning af stjernen Alexander Ovechkin, der natten til torsdag røg ud af NHL-slutspillet med sin klub Washington Capitals.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS