Rusland pressede dansker

Ifølge Michael Ask forsøgte russere at påvirke ham i forbindelse med en stor dopingskandale

Michael Ask stopper om en uge som direktør for Anti Doping Danmark. (Arkivfoto)
Michael Ask stopper om en uge som direktør for Anti Doping Danmark. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

 Michael Ask flere gange oplevet pres fra russisk side i den tid, han har været direktør for Antidoping Danmark.

Det fortæller han i et interview med Politiken, en uges tid før han forlader jobbet til fordel for et arbejde i Det Internationale Testagentur (ITA).

Han har offentligt været kritisk over for Rusland, som gennem en årrække har været centrum i en omfattende dopingskandale, og det faldt ikke i god jord hos russerne ifølge Ask.

- Russerne er eksperter i at påvirke direkte og indirekte – til en vis grad også i at intimidere. Det er det, jeg har oplevet, uden at jeg i øvrigt har været særlig vigtig i den store sammenhæng.

Tager det afslappet

- Altså, det giver da en oplevelse af at blive overvåget af russiske myndigheder, og det kan virke ubehageligt, at de på den måde går op i, hvad jeg siger. Men jeg tager det sådan set afslappet. Jeg fortæller det for at illustrere, hvordan Rusland arbejder idrætspolitisk, siger han til Politiken.

Offentligt viste Ruslands ambassade i Danmark i 2018 sin utilfredshed med Ask i et opslag på Twitter.

- Gudskelov er Michael Ask ikke Gud den Almægtige. Hvis han var, ville ingen russiske atleter nogensinde få lov til at deltage i internationale konkurrencer (lettelsens suk i Moskva...), skrev ambassaden.

Ikke straffet hårdt nok

Men ifølge Ask modtog han også e-mails fra en af ambassadens medarbejdere, ligesom han fortæller om en henvendelse til Kulturministeriet.

I 2019 blev han ved siden af direktørjobbet formand for iNado, som er en sammenslutning af nationale antidopingorganisationer.

Michael Ask understreger over for Politiken, at han ikke har ladet sig intimidere. Han mener fortsat, at russerne ikke blev straffet hårdt nok for systematisk dopingsnyd og efterfølgende manipulation af data.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) udstedte fire års karantæne fra internationale sportsbegivenheder til Rusland, men perioden blev senere halveret af Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Powered by Labrador CMS