Rusland planlægger flere militærøvelser

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Moskva vil næste år holde en omfattende militærøvelse med “titusinder af soldater”, siger forsvarsministerium.

Rusland planlægger at øge både antallet og omfanget af militærøvelser – den største med deltagelse af titusindvis soldater i det centrale Rusland – næste sommer, skriver nyhedsbureauet Interfax.

Russerne har i forvejen skruet op for antallet af militærøvelser det seneste år, mens forholdet til Vesten gradvist er forværret på grund af konflikten i Ukraine.

– Øvelserne kommer til at finde sted simultant hen over sommeren på flere øvelsesområder både i og uden for Rusland, siger Jaroslav Rosjupkin, som er talsmand i militæret.

Ifølge det russiske nyhedsbureau planlægger forsvarsministeriet i Moskva, at nye våben skal testes under øvelserne.

– Øvelserne skal dels teste forsvarets kapacitet og simulere troppebevægelser, oplyser ministeriet ifølge Interfax.

Ifølge det russiske forsvarsministerium er der tale om en betydelig stigning i antallet af øvelser. I år når russerne op på 3000 øvelser, mens man næste år har planlagt 4000.

Ruslands militære planer modsvarer Natos beslutning om at styrke beredskabet betydeligt i kølvandet på konflikten omkring Ukraine.

Den vestlige forsvarsalliance har blandt andet besluttet at etablere en særlig hurtig reaktionsstyrke – en såkaldt spydspids – og blandt andet afholde øvelser kontinuerligt i Østeuropa.

Nato har i forvejen en reaktionsstyrke, NRF, som kan trække på op mod 25.000 mand.

På Nato-topmødet i Wales i september var der politisk enighed om at etablere en såkaldt spydspids, der ventes at kunne trække på omkring 5000 mand i så højt beredskab og med militært isenkram forhåndsplaceret i felten, at de kan reagere på mindre end en uge.

Den nye spydspids ventes først at være klar i 2016. Men Tyskland, Holland og Norge har siden meldt ud, at de tager forskud på spydspidsen. De præcise planer er endnu ikke klar, men Nato-kilder antyder, at man forventer en styrke på omkring 2000 mand.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS