Rusland hjalp Danmark
Finland fik ikke holdets anden sejr ved EM
Rusland er på tavlen i EM's gruppe B, og med sejren på 1-0 over Finland er gruppen, der også tæller Danmark og Belgien, helt åben.
Rusland, Finland og Belgien har alle tre point. Rusland og Finland har spillet to kampe, og Belgien samt Danmark, der har nul point, skal møde hinanden torsdag.
Resultatet kan vise sig gunstigt for Danmark, da Kasper Hjulmands tropper nu kan snuppe andenpladsen med en tomålssejr over Rusland, selv om det skulle blive til et nederlag mod Belgien. Det kræver dog, at Finland også taber til Belgien.
Også en dansk sejr på ét mål over Rusland kan dog vise sig tilstrækkelig, når regnskabet skal gøres op på sidste spilledag mandag.
I en kamp med flere store chancer i begge ender blev Aleksej Mirantsjuk matchvinder, og den russiske sejr var helt fortjent.
Tænkte på Christian
Finland indledte EM med en overraskende sejr på 1-0 over Danmark i den dramatiske kamp, der blev afbrudt af Christian Eriksens hjertestop.
De finske spillere markerede da også hændelsen med en flot gestus ved at varme op til onsdagens kamp med T-shirts påtrykt teksten "Get well, Christian".
Efter kickoff var finnerne tæt på at chokstarte, da Joel Pohjanpalo, som scorede sejrsmålet mod Danmark, sendte bolden i nettet efter bare tre minutter.
Men efterfølgende vurderede VAR, at han befandt sig i en marginal offsideposition, og målet blev underkendt.
Første halvlegs første del var en meget åben slagudveksling, hvor begge mandskaber kom til chancer.
En af de helt store tilfaldt efter ti minutter Magomed Ozdojev, men i fri position sparkede russeren over mål.
Midtvejs i halvlegen blev russerne svækket af skaden til Mário Fernandes, der blev båret fra banen, men trods dette satte russerne sig tungere og tungere på opgøret.
Føring før pausen
Med heroisk forsvarsspil så Finland ud til at holde 0-0 til pausen, men i tillægstiden scorede Rusland efter flotte kombinationer. Efter bandespil i feltet krøllede Aleksej Mirantsjuk bolden op i hjørnet til føring.
Kort efter pausen var Teemu Pukki tæt på at udligne, men en russisk forsvarer pressede den tidligere brøndbyspiller til at skyde over mål.
Men ellers var russerne tættere på 2-0, end finnerne var på udligning. Med 20 minutter tilbage hev Lukas Hradecky en mesterredning frem for at forhindre ny russisk scoring.
Paulus Arajuuri havde den sidste chance for at bringe balance i regnskabet, men hans hovedstød gik forbi.