Rusland bremser fortsat Carlsberg-vækst

Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Carlsberg trækkes fortsat med et russisk marked, der ligger underdrejet. Fremgang i Vesteuropa og Asien.

Der var intet nyt fra østfronten, da Carlsberg præsenterede sit regnskab for første kvartal 2015.

Det russiske marked er fortsat bryggerikoncernens problembarn, men de dårlige nyheder opvejes dog til dels af, at der er noteret fremgang både i Vesteuropa og Asien.

Omsætning bevæger sig også opad og udgjorde i årets første tre måneder 13,5 milliarder kroner, svarede til en organisk vækst på fire procent.

Resultatet før skat lød på 97 millioner kroner, hvilket også er en forbedring på 19 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.

Og det altså på trods af, at Carlsberg i Østeuropa kun omsatte for 1,7 milliarder kroner, svarende til et fald på hele 30 procent.

Derimod steg omsætningen med syv procent i Vesteuropa og med hele 29 procent i Asien.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS