Rusland bekræfter: Dansk astronaut får kun otte dage på ISS

Foto: STEPHANE CORVAJA/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske astronaut Andreas Mogensen får ikke lov at få forlænget sin rumfærd med to dage.

Der bliver ikke tale om at forlænge rumeventyret for den danske astronaut Andreas Mogensen, som fredag er ankommet til Den Internationale Rumstation, ISS.

Chefen for den russiske del af Den Internationale Rumstation ISS, Vladimir Solovyov, bekræfter, at den danske astronaut Andreas Mogensen kun får otte dage på rumstationen. Det skriver det russiske nyhedsbureauet Tass.

Han maner spekulationer i jorden om udskydelse af astronauternes hjemkomst med to dage, så Andreas Mogensen dermed først ville sætte fødderne på landjorden 14. september.

– Muligheden er blevet diskuteret, men i sidste ende blev der truffet en beslutning om ikke at ændre noget, siger Vladimir Solovyov.

Udskudt hjemrejse ville være en fordel for Andreas Mogensen, som i forvejen skal løse mange opgaver på kort tid.

Men russiske kosmonauter tager hånd om det, som Andreas Mogensen ikke når, siger ESA-chef i Rusland, Rene Pichel, til Tass.

– Eksperimenter, som Mogensen ikke får tid til, vil blive udført af russiske kosmonauter, som bliver på ISS, siger Rene Piche.

Andreas Mogensen og hans medpassager på rumfartøjet Sojus, Aidyn Aimbetov, vender dermed hjem til Jorden 12. september som hidtil planlagt.

Andreas Mogensens tid på ISS blev forkortet, fordi opstigningen til rumstationen måtte forlænges med to dage.

Forsinkelsen skyldes ifølge ESA, at ISS kredser for højt, og derfor blev det besluttet, at rumstationen skulle foretage 34 kredsløb om Jorden, før Sojus-rumkapslen kunne kobles til.

Sammenkoblingen skete som planlagt fredag morgen klokken 09:39 dansk tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS