Runder skarpt hjørne

Ambitionen om at komme til tops i dansk politik glippede for Kristian Jensen, der 21. maj fylder 50 år. Nu skal han sikre Danmark en plads i FN's Sikkerhedsråd

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

På Kristian Jensens cv glimter titler som både finans-, udenrigs- og skatteminister. Men for mange vil han nok lige så ofte forbindes med de to magtopgør i Venstre, der ikke gjorde ham til formand i partiet.

Det ene i en kælder i Odense i 2014. Det andet på et hotel i Brejning i 2019.

For Kristian Jensen, der fylder 50 år 21. maj, var målet med den politiske karriere klart fra en tidlig alder: formandsposten i Venstre og det statsministerkandidatur, der siden 1990’erne har fulgt med.

Allerede som formand for Venstres Ungdom i 1996 sagde Kristian Jensen det også selv.

– Min ambition? Jeg vil være statsminister, lyder det fra en 25-årig Kristian Jensen i et arkivklip fra TV Midtvest.

To år efter blev han medlem af Folketinget. I 2004 blev han skatteminister i Anders Fogh Rasmussens regering.

Næstformand og kronprins

Da Fogh forlod dansk politik for at blive generalsekretær i Nato, arvede Venstres daværende næstformand, Lars Løkke Rasmussen, partiet og statsministerposten.

Samtidig blev Kristian Jensen valgt som ny næstformand og af medierne udråbt som partiets kronprins.

Kontrasterne mellem de to blev flere gange omtalt i medierne. Kritikere kaldte Kristian Jensen kedelig, mens tilhængere beskrev ham som målrettet.

Modsat kom Lars Løkke Rasmussen i 2014 i modvind på grund af sager om blandt andet brug af partiets penge på tøj og rengøring efter rygning på ikke-ryger hotelværelser.

Det førte til et internt Venstre-opgør i Odense, hvor en række støtter af Kristian Jensen ville stable et kampvalg på benene mellem de to om formandsposten i partiet.

Et opgør, der dog ifølge DR forsvandt i en kælder under et kvarters samtale mellem Løkke, Kristian Jensen og partisekretær Claus Richter. Løkke blev på tronen.

Ny uro

Efter at have tabt regeringsmagten i 2019 var der på ny uro om formandsposten i Venstre. Denne gang blev scenen sat ved et møde i Venstres hovedbestyrelse på et hotel i Brejning.

Resultatet blev, at partiet valgte hverken Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen. Begge trak sig fra deres poster.

Mens Lars Løkke Rasmussen forsvandt uset fra hotellet, gik Kristian Jensen ud til pressen, der ventede i spænding.

Her kunne journalisterne og seerne se en følelsesladet toppolitiker fortælle på direkte tv, at han opgav sit livs drøm: at blive Venstre-formand og statsminister.

Adspurgt til sin skuffelse knækkede Kristian Jensens stemme, da han svarede:

– Det tror jeg slet ikke, der er ord til at beskrive.

Fortsat medlem

Kristian Jensen er fortsat medlem af Venstre, men i marts forlod han Folketinget for at blive særlig udsending i regeringens ambition om, at Danmark skal blive medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Privat danner han par med sangerinden Pernille Rosendahl. Han har tre sønner fra et tidligere ægteskab.

Blå Bog: Kristian jensen

* Navn: Kristian Jensen.

* Født 21. maj 1971.

* Fødested: Middelfart.

* Søn af: Friskolelærer Jens Erik Jensen og friskolelærer Ellen Jensen.

* Politisk karriere:

Folketingsmedlem for Venstre siden 1998. Fra 1998 til 2007 valgt i Ringkøbing Amtskreds og siden 2007 i Vestjyllands Storkreds.

Ministerposter: Skatteminister 2004-2010, udenrigsminister 2015-2016 og finansminister 2016-2019.

Gruppeformand for Venstre 2010-2015. Næstformand for partiet 2009-2019.

2021: Udpeget som regeringens særlige repræsentant, der skal stå i spidsen for arbejdet med at sikre Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26.

Statsrevisor fra 2011-2015.

* Uddannelse:

Højere handelseksamen fra Lemvig Handelsskole 1991. Bankelev i Unibank, Lemvig, 1991-1993.

* Erhvervskarriere:

1993-1998: Bankassistent i Unibank, Brande.

Forfatter til “Hurra for Globalisering” (2003) og “I Danmarks tjeneste” (2016).

* Civilstand: Samlever med Pernille Rosendahl.

Tidligere gift med Trine Overmark Jensen og far til tre sønner.

Kilde: Folketinget.

Powered by Labrador CMS