Runder skarpt hjørne
Han betragtes som en af de største sangskrivere nogensinde. I 2016 fik han den ultimative anerkendelse i form af en Nobelpris. Den 24. maj fylder Bob Dylan 80
Utallige turnéer og koncerter. Flere end 500 udgivne sange. En Nobelpris i litteratur. Og mange placeringer i toppen af hitlisterne.
Det har været en sjælden produktiv og succesrig karriere, den amerikanske musiker Bob Dylan har haft de sidste 60 år.
Mandag den 24. maj fylder en af de største nulevende musiklegender 80 år.
Med Dylans mangeårige succes følger også mange trofaste fans. De mest trofaste kalder sig for ”Bobcats”.
Derfor går den store stjernes runde fødselsdag heller ikke ubemærket hen.
Mange steder bliver fødselsdagen markeret med forskellige arrangementer og koncerter.
Blandt andet i hans hjemstat, den amerikanske delstat Minnesota, vil det kommende år blive fejret som “Dylans år” i anledning af den runde dag.
Et medlem af en Dylan-fangruppe fra staten beskriver det:
– I betragtning af det kulturelle ikon, han er i USA og verden over, fortjener han mere end en dag at blive fejret, siger Zane Bail til avisen Star Tribune.
Tog kunstnernavn
Bob Dylans oprindelige navn er Robert Allen Zimmerman, men for at få gang i karrieren besluttede han at få et andet kunstnernavn.
Det var i 1962, hvor han også satte sin underskrift på sin allerførste pladekontrakt.
Året efter kom gennembruddet med albummet “The Freewheelin’ Bob Dylan”, der indeholder ikoniske sange som “Blowin’ in the Wind” og “Masters of War”.
Det var især sangteksterne, der tryllebandt hans publikum, der særligt var den yngre generation. Derfor blev han også udråbt som en protestsanger, der af medierne blev kaldt “et talerør for sin generation”.
Hans musik udviklede sig meget gennem 60’erne, og efter et møde med “The Beatles” i England, besluttede han sig for at gøre sin musik mere rocket.
Det medførte, at han af mange anses som ophavsmand til genren folkrock, der kombinerer elementer fra folkemusik og rockmusik.
I 1966 udgav han dobbeltalbummet “Blonde on Blonde”, som af mange betegnes som et af de bedste i rockhistorien.
Sange som “Mr. Tambourine Man”, “Just Like a Woman”, “I Want You” og “Like a Rolling Stone” er blevet rockklassikere.
Fik Nobelprisen
Den helt store anerkendelse modtog Bob Dylan i 2016, da han blev tildelt Nobelprisen i litteratur som den første musiker nogensinde.
Han fik den “for at have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition”.
Han deltog ikke selv ved overrækkelsen, men havde skrevet en takketale, der blev læst op ved uddelingen.
– Hvis nogen nogensinde havde fortalt mig, at jeg havde den mindste chance for at vinde Nobelprisen, ville jeg havde tænkt, at jeg ville have nogenlunde de samme odds for det som for at stå på månen.
– (…) Så jeg anerkender, at jeg er i et meget sjældent selskab, for at sige det mildt, lød det i takketalen.
Der er også kommet nyt fra Bob Dylan de seneste år. Noget af det nyeste er fra foråret 2020. Her udkom den 17 minutter lange sang “Murder Most Foul” om Kennedy-mordet.
Sangen røg ind på Billboard Hot 100. Det var første gang, en af Dylans sange nåede helt til tops på denne liste.
Bob Dylan, der altid har forsøgt at holde sit privatliv hemmeligt, har været gift to gange og har seks børn.