Rumstation er ude af kontrol: Vil styrte ned om få måneder

Til marts vil en lille del af den kinesiske ambition om at blive en førende rumnation bogstaveligt talt styrte til jorden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kina har høje ambitioner om at blive en supermagt i rummet. Der er sat mål for at lave en permanent bemandet kinesisk rumstation, sende personer til månen og sende et køretøj til mars.

I 2011 tog kineserne et skridt på vejen på vejen, da landets første rumstation, laboratoriet Tiangong 1 blev sendt i kredsløb om jorden. Nu forventer man, at den inden længe vil ryge tilbage i Jordens atmosfære og enten brænde op på vejen ned eller ramme Jorden i flere stykker. Det skriver CNN.

Forbindelsen til Tiangong 1 blev mistet i marts 2016. Her oplyste de kinesiske myndigheder, at Tiangong 1 var ude af deres kontrol.

Beregningerne viser nu, at det 8,5 ton tunge rumlaboratorium vil styrte ned på et tidpunkt i marts i år.

Det lyder måske lidt skræmmende med en rumstation ude af kontrol, der pludselig dumper ned fra himlen, men eksperter beroliger med, at risikoen for at nogen bliver ramt er ekstremt lille – omkring en til én til en trillion.

Jonathan McDowell, der er astrofysiker ved Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics, mener dog stadig, at sagen er en ydmygende for kineserne.

– Den egentlige fare er lille, men det er accepteret internationalt som god skik, at så store objekter ikke bør kunne falde ned fra himlen på denne måde, siger Jonathan McDowell.

Tiangong 1 er flere gange blevet besøgt af astronauter, men blev taget ud af drift i 2013. Her var det egentlig meningen, at den skulle være sendt mod Jorden, men kineserne besluttede at holde den i kredsløb, hvis det ikke lykkedes at få afløseren, Tiangong 2, sendt succesfuldt i kredsløb om jord. Tiangong 2 blev opsendt i 2016.

Powered by Labrador CMS