Rugbrødsmotor gav prinsesse Athena et skub
Prinsessen var første medlem af den royale familie, der i 2019 var deltager ved Classic Race Aarhus. Far Joachim følger trop senere.
Som Kendte.dk fortalte tidligere torsdag, blev Classic Race Aarhus skudt igang torsdag med et særligt løb, hvor rugbrødsmotoren blev sat på arbejde.
Der var nemlig tale om et sæbekasseløb, og løbet fik blandt andet royal deltagelse i skikkelse af Athena, prins Joachims yngste barn, der for første gang var med i sæbekasseløbet.
“Vi er både glade og stolte over, at Prinsesse Athena vil være med i år. I forvejen har Prins Joachim jo i mange år kastet glans over begivenheden, når han kører med sin klassiske Cortina. Dejligt at næste generation også bakker op om Classic Race Aarhus“, sagde Mike Legarth, direktør i Classic Race Aarhus, i en pressemeddelelse, da nyheden blev annonceret.
Som man kan se på billederne til denne artikel, var prinsessen dog ikke alene på banen. Hun fik hjælp af både far, mor og storebror Henrik. Sidstnævnte har før deltaget i sæbekasseløbet, og lillesøster havde derfor en medhjælper med, der kunne give gode råd til, hvordan man styrer sådan et køretøj.
Kamp til stregen
Prins Joachim er i øvrigt også med i årets Classic Race Aarhus. Han stiller op fredag, lørdag og søndag i 65-klassen for Cortina-Racing-Team.
Prinsesse Athena fik kamp til stregen i dagens løb, da hun blandt andet kørte mod børn af ingen andre end Jan Magnussen, den danske motorsportsstjerne. Hans døtre Luca og Mille var tilmeldt årets løb, der også fik deltagelse af Sofie Agnete Davidsen Siesbye, datter af Oscar Davidsen Siesbye, der er makker til prins Joachim.
Du kan se billeder fra løbet i galleriet til denne artikel.