Royale gæster dansede natten lang

Foto: JONAS EKSTROMER/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Til tonerne af svensk pop fejrede det nygifte svenske brudepar deres bryllup til de tidlige morgentimer.

Den svenske stjerne-DJ Avicii sørgede for høj stemning under bryllupsfesten til ære for Sveriges prins Carl Philip og prinsesse Sofia Hellqvist, hertuginde af Värmlands. Først klokken 05.30 om morgenen drog brudgommens far kong Carl Gustaf hjem.

Aftenens musikalske hovedperson Avicii blev flere gange mødt af protester, da han forsøgte at forlade DJ-pulten, melder Aftonbladet. Omkring klokken 04 gik han af scenen.

Lidt efter stod en jublende prinsesse Sofia i et af Stockholm slottets åbne vinduer med strobelys bag sig og en regnfuld, grå stockholmsk-morgen foran sig.

– Det var en helt utrolig aften, og brudeparret erklærede deres kærlighed, helt fantastisk, sagde en af gæsterne på vej hjem, skriver Aftonbladet.

Den svenske popduo Icona Pop og flere andre af nationens artister optrådte også ved fejringen af det nygifte royale par.

Brudgommen valgte at skære bryllupskagen med en sabel. Kagen var et futuristisk bagværk med smag af jordbær, rabarber og pistacie, skriver avisen Expressen.

Den bestod af en række forskellige kager, som blev anbragt på, hvad der så ud til at være en metalskulptur.

Efter kagen var sat til livs, var det tid til brudevalsen. Det skete til den lidt utraditionelle vals “Sofias brudevals” fremført af Per Bredhammar, der blandt andet er kendt som Elvis-imitator.

Under bryllupsmiddagen holdt prins Carl Philip en følelsesladet tale, hvor han fortalte, hvordan han og Sofia gik fra hinanden flere gang, før de endeligt fandt sammen.

– Hver gang, vi forsøgte at gå fra hinanden, blev mit hjerte tomt. Og til slut, Sofia, tog vi det rigtige valg – et valg der gør mig til verdens lykkeligste mand, sagde prinsen.

Prinsesse Sofia holdt ingen tale, men havde skrevet en sangtekst, som blev fremført af den svenske sangerinde Molly Sandén.

Carl Philips højgravide søster, prinsesse Madeleine, forlod festen forholdsvis tidligt sammen med ægtemanden Chris O’Neill og prinsesse Leonora. Men de ivrigste gæster dansede til klokken fem, hedder det ifølge journalister ved slottet.

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS