Royal nationalsang risikerer at blive sløjfet

Britiske politikere vil skrotte God Save The Queen som nationalsang ved internationale begivenheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når det engelske fodboldlandshold gør sig klar til kamp, sker det som regel til lyden af titusindvis af stemmer, der synger med på kongesangen “God Save The Queen”.

Men nu kan det snart være slut med at skråle med på den royale kongesang, hvis det står til en række britiske politikere.

Senere i dag vil de fremlægge et forslag om at skrotte “God Save The Queen” i det britiske parlament Underhuset.

For selv om sangen ikke har status som Englands officielle nationalsang, bliver “God Save The Queen” stadig brugt ved flere begivenheder og flere steder i The Commonwealth of Nations. Det skriver britiske The Mirror.

Premierminister David Cameron har tidligere støttet forslaget, som vil betyde, at kongesangen stadig vil blive sunget ved britiske ceremonier, mens England skal finde sin egen nationalsang ved internationale begivenheder.

I royale kredse bliver forslaget dog ikke vel modtaget.

– Vi har altid med glæde sunget “God Save the Queen”, og jeg ser ikke nogen grund til at ændre på det, fortæller dronningens kusine Margaret Rhodes til the Sunday Express ifølge The Mirror og fortsætter:

– Dronningen har altid sagt, at hun kun er her, så længe folket ønsker hende, men jeg synes, at det er temmelig ubehøvlet, siger hun.

Da punkbandet Sex Pistols ville ramme et ømt punkt i det britiske samfund, var det også “God Save The Queen”, som de gav en forvredet udgave af på deres album “Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols” fra 1977.

Resultatet var så kontroversielt, at flere radiostationer nægtede at spille den.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS