Royal familie i krisemøde: Hvad er næste skridt?
Der bliver skrevet britisk historie med et krisemøde mandag i det Storbritanniens kongehus. Det skriver BBC.
Den britiske dronning Elizabeth står mandag i spidsen for samtaler, der skal forsøge at dæmpe en igangværende krise i kongehuset.
Det skriver flere britiske medier – heriblandt BBC og The Guardian.
Artiklen fortsætter efter videoen
Træder tilbage
Krisen er blevet udløst af en overraskende udmelding fra prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan. De to meddelte i sidste uge, at de tager et skridt tilbage i forhold til deres kongelige forpligtelser og søger et mere uafhængigt liv.
De skal have taget beslutningen uden først at informere dronningen. Det skrev britiske tabloidaviser som The Sun og Daily Mail torsdag.
Det britiske kongehus har dog ovenpå udmeldingen oplyst, at de støtter parret i deres beslutning, men at deres roller på ingen måde er fastlagt endnu.
Næste skridt aftales
På mandagens krisemøde håber kongehuset at fastlægge de “næste skridt” i forhold til at definere Harry og Meghans fremtidige roller. Det skriver BBC.
Prins Harry deltager i mødet mandag. Også prins Charles og prins William, der er nummer et og to i tronfølgen, vil være til stede.
Meghan ventes at deltage i mødet via et telefonopkald fra Canada. Det skriver britiske medier – herunder BBC, The Guardian og The Independent.
Hertuginden opholder sig i øjeblikket i Canada sammen med parrets søn, Archie. Meghan har i sin tidligere skuespillerkarriere opholdt sig meget i Canada i forbindelse med optagelser til tv-serien Suits.
Harry og Meghan har meddelt, at de planlægger fremover at dele deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika.
Den største krise
Jonny Dymond, der er kongelig korrespondent hos BBC, mener, at der med mandagens møde “bliver skrevet kongelig historie”.
Den britiske formiddagsavis ved navn i mener, at den kongelige familie står over for den største krise, siden kong Edward abdicerede i 1936.
Harry og Meghan har flere gange klaget over, at de føler sig jagede af den britiske presse. De meddelte deres beslutning om at træde et skridt tilbage i kongehuset via det sociale medie Instagram.
Mandagens møde foregår på godset Sandringham House i Norfolk i det østlige England omkring 200 kilometer fra London.