Royal darling mænger sig med kriminelle

Hertuginde Kate kom på uanmeldt fængselsbesøg. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hertuginde Kate havde ikke afsløret på forhånd, at hun havde planer om at besøge et kvindefængsel.

Det kræver normalt en del forberedelse, når de kongelige lægger vejen forbi på officielt besøg. Men de indsatte i et kvindefængsel i Surrey nåede slet ikke at forberede sig fredag, før hertuginde Kate pludselig bankede på porten.

Hun havde nemlig besluttet, at hendes besøg skulle være en overraskelse, skriver den britiske avis The Mirror.

Under sit besøg mødte og talte hertuginden med nogle af de indsatte kvinder, som er dømt for mord.

Blandt de morddømte kvinder i fængslet er Tracie Andrews, som er dømt til 14 års fængsel for mordet på sin forlovede, og Jane Andrews, som også afsoner 14 års fængsel for drabet på sin kæreste. Jane Andrews har tidligere arbejdet for hertuginden af York.

Den 33-årige hertuginde besøgte kvindefængslet for at høre mere om, hvordan de hjælper folk ud af stof- og alkoholmisbrug.

– Besøget afspejler hertugindens interesse for at lære, hvordan organisationer støtter folk, der lever med misbrugsproblemer, og hvordan misbruget påvirker resten af familien, lyder det i en pressemeddelelse fra Kensington Palace.

Hertuginde Kate er protektor for velgørenhedsorganisationen “Action on Addiction”, som arbejder for at få folk ud af misbrug og hjælpe deres familier.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS